24 feb Dimittendledighed afhænger af hvornår og hvordan man måler

Notatet uddyber Akademikernes kritik af Arbejderbevægelsens Erhvervsråds (AE) metode til måling af dimittendledighed for forskellige uddannelsesgrupper. Notatet indeholder data og uddybende forklaringer.

Notatet viser, hvorfor det er problematisk at sammenligne dimittendledigheden mellem korte videregående uddannelser (KVU) og lange videregående uddannelser (LVU). For det første fordi tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriets (UFM) ledighedsbaserede dimensioneringsmodel ikke er renset for personer, som videreuddanner sig. For det andet fordi nedslagspunktet efter seks måneder ikke tager hensyn til søgeledighed for de to uddannelsesgrupper. Analysen tegner således et andet og mere retvisende billede, idet der tages afsæt i tal, som er renset for personer i videreuddannelse. Pointen illustreres endvidere ved at vise, hvad det betyder for beskæftigelsesfrekvensen, når ikke der renses for personer i videreuddannelse.

Hovedkonklusioner:

• Tallene fra UFM’s ledighedsbaserede dimensioneringsmodel kan ikke sammenlignes for forskellige uddannelsesniveauer, da tallene ikke er renset for personer, som videreuddanner sig. Der er nemlig tydelig asymmetri mellem KVU’ere, MVU’ere og LVU’ere i forhold til tilbøjeligheden til videreuddannelse.
• Ledigheden blandt akademikere kan ikke påstås at være dobbelt så høj som for KVU’ere, når der renses for personer i videreuddannelse. Således er ledigheden, 26 uger efter dimission, blandt LVU’ere 28,5 pct., mens den er 20 pct. for KVU’ere.
• Hvis ikke man renser for personer i videreuddannelse, vil det tilsvarende give en lavere beskæftigelsesfrekvens for KVU’ere i forhold til LVU’ere på 16 procentpoint 26 uger efter dimission.

Læs here analyse her