4 ud af 10 LGBT’ere tør ikke være åbne på deres arbejdsplads

4 ud af 10 homoseksuelle, biseksuelle eller transkønnede oplever ikke eller i ringe grad, at de kan være åbne omkring deres seksualitet på deres arbejdsplads. Ledelse og medarbejdere bør arbejde sammen om at skabe rummelighed, mener LO, FTF og AC, der står bag ny Epinion-undersøgelse.

 

”Tallene både overrasker og bekymrer mig. Enhver virksomhed bør i samarbejde med medarbejderne formulere en personalepolitik, hvor alle, uanset minoritet, har krav på respekt fra kolleger og ledelse, siger Nanna Højlund.
Som årsag til den manglende åbenhed angiver 27 pct. af de adspurgte, at stemningen blandt kollegerne ikke er positiv overfor homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede, 36 pct. er usikre over for omgivelsernes reaktioner og 47 pct. siger, at ”det ikke har været naturligt”.

Enhver form for diskrimination er uacceptabel
9 pct. af de adspurgte svarer, at de har følt sig diskrimineret på baggrund af deres seksualitet eller kønsidentitet. Blandt typerne af diskrimination nævner de adspurgte ubehagelige hentydninger, og vittigheder, mobning udelukkelse og manglende ansættelse.

”Enhver form for diskrimination er fuldkommen uacceptabel, og det er uanset om det drejer sig om seksualitet, køn, etnicitet, religion eller andet. Jeg vil opfordre alle, der oplever at blive diskrimineret til at gå til deres tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant eller fagforening, så vi sammen kan få løst problemet, og så må arbejdsgiverne blive bedre til at komme på banen og sikre en mere mangfoldig arbejdsplads uden mobning og chikane”, siger FTF’s formand Bente Sorgenfrey.

Mangfoldighed er en styrke
Noget tyder på, at fagbevægelsen har en udfordring i at oplyse kollegerne om, at der er hjælp at hente hos tillidsrepræsentanterne. Hele 44 pct. svarer ”ved ikke”, når de bliver spurgt, om hvorvidt de oplever, at de kan gå til deres tillidsrepræsentant med deres bekymringer. 20 pct. svarer ”nej” mens 35 pct. svarer ja.

”Mangfoldighed er en styrke på arbejdspladsen. Det giver et bedre arbejdsmiljø at have en rummelig arbejdsplads, hvor der er plads til forskellighed. En bred medarbejdersammensætning giver større kreativitet og mulighed for innovation. Derfor er det også vigtigt for de faglige organisationer, at virksomheder er åbne for mangfoldighed, siger formand for Akademikerne, Lars Qvistgaard.

Læs undersøgelsen her

Fakta om undersøgelsen
Epinion har foretaget undersøgelsen på vegne af LO, FTF og AC i anledning af Copenhagen Pride. Undersøgelsen blev foretaget i perioden d. 28. juli -10. august. I alt 500 beskæftigede LGBT’ere (Lesbian, Gay, Bisexual and Transgender) har deltaget.