Fragmenter af lys fra lommelygters lyskegler i en mørksort kalkmine sætter den første scene i åbningsscenen i filmen ’Vinterbrødre’. Spillefilmen fra 2017 rykkede Gustav Pontoppidans arbejdsliv op i et andet gear. Ni Robertpriser vandt filmen – den ene til Gustav Pontoppidan for Årets Scenograf. Fra den ene dag til den anden gik han fra at være en relativ ukendt freelance scenograf med korte og mindre opgaver til pludselig at være et navn i branchen.
”Jeg elsker mit arbejdsliv. Jeg skal sætte mig ind i et nyt projekt, ansætte, og være kreativ. Der er så meget, der skifter. Det er ret spændende. Den friske energi får jeg hver gang, jeg starter et nyt projekt. Det er ikke helt som en forelskelse. Men næsten”, smiler Gustav Pontoppidan.
I 2013 blev han uddannet scenograf fra Det Kongelige Danske Kunstakademis skole for Design. Siden han var barn, har han elsket at designe og finde på ting, der ikke fandtes og skabt særlige universer.
I øjeblikket er han scenograf på serien Kamikaze, den første dansk producerede HBO-serie. Produktionsselskaberne hyrer ham ind som freelancer, og det passer ham storartet. Han er med i udviklingsfasen, pre-produktionen og under selve produktionen.
”Det fedeste ved at være scenograf er, at jeg elsker mit arbejde. Det er jo det, jeg har lyst til at lave hele tiden. Jeg bliver opfyldt og kreativt stimuleret i mit arbejde”, siger han.
Men medaljen har en bagside.
For eksempel kommer han ikke til at gå på barselsorlov med sit yngste barn ligesom han gjorde med sin førstefødte, fordi coronavirussen udsatte et projekt så længe, at det falder sammen med et nyt, han skal starte op.
Hans pensionsopsparing er markant lavere end hans fastansatte kærestes. I nogle perioder bliver han ansat i et produktionsselskab til en specifik produktion, og her er dele af A-lønnen reserveret til pension. Prisen – det såkaldte administrationsbidrag – er den samme, selvom man ikke indbetaler til pensionen.
Udover det lægger han godt 1200 kr. til side hver måned i en anden pensionsordning, som ligeledes koster administrationsbidrag hvert år. Men han er kommet sent i gang, indrømmer han:
”Jeg kom først i gang, da jeg var 30. Jeg håber, jeg kommer efter det. Jeg tænker tit over det, men så skal man lave mere arbejde og jeg aner ikke, hvordan jeg skulle få tid til at sætte mig ind i det”.
Da han som nyuddannet havde langt mellem opgaverne, kunne han ikke få dagpenge, medmindre han lukkede sit firma – og det ville han ikke.
”Det var forfærdeligt i de perioder. Man kiggede ned i et stort afgrundshul, mens man tænkte: Hvad skal der blive af mig? Mine venner begyndte at tjene penge og gøre alle mulige ting, og jeg var bange for at blive fanget i en fattigdomsmølle, som jeg ikke kunne komme ud af. De begyndte at tale om at investere og købe lejligheder, og jeg havde ikke noget overhovedet, jeg kunne investere”, fortæller han.
Gustav Pontoppidan har beholdt sit medlemskab af en A-kasse for at have en backup.
”I tilfælde af at det var helt skidt med mig. Det er en rar tryghed, men reglerne hjælper mig reelt ikke som jeg tror, de havde til hensigt”.
Efteruddannelse er reelt som en scene i en film, for Gustav Pontoppidan lærer på jobbet gennem nye projekter. ”Formel efteruddannelse har jeg ikke overvejet. Production Design, som er den linje på KADK, jeg blev uddannet på, er også lukket i mellemtiden”, siger han.
Den 34-årige scenograf har forsikret sig mod sygdom, og den er fin nok, hvis han for eksempel brækker et ben, siger han. Men hvis han eksempelvis bliver ramt af længerevarende sygdom som stress, og hvor han ikke tjener nogen penge, frygter han, at forsikringen ikke dækker, så han får økonomiske problemer.
Da coronakrisen ramte, søgte det produktionsselskab, han arbejdede for på det pågældende tidspunkt, for lønkompensation til ham – og fik det. Havde han været freelancer med lav indtægt, havde han stået fuldstændig uden indtægt. Én gang har han søgt dagpenge siden han dimitterede. Det tog ham en uge at udfylde formularer, modtage mails fra A-kassen, fordi han manglede at udfylde felter, ringe frem og tilbage med A-kassemedarbejderen og udfylde flere felter.
”Det lykkedes mig aldrig at blive berettiget og modtage pengene. Så da jeg fik arbejde, tænkte jeg, at jeg hellere ville bruge min fritid på noget andet. Det ville være rart med et mere fleksibelt dagpengesystem med nogle simplere regler, der gjorde det muligt at arbejde i skiftende jobs som henholdsvis freelancer og ansat, og som samtidig gav mulighed for understøttelse i de perioder, hvor man står uden job. Det ville betyde, at jeg kunne skubbe den usikkerhed, jeg har i perioder, lidt væk, og på den måde gøre det nemmere at arbejde målrettet på at finde et nyt job.”
Mange freelancere sparer ikke op til pension. Som freelancer er man ikke automatisk omfattet af en pensionsordning eller ATP. Selvstændige kan frivilligt tilslutte sig ATP, såfremt de har været medlem (som lønmodtager) og betalt til ATP i mindst 3 år, er enkeltmandsvirksomhed, og har CVR-nummer.
De freelancere, som indbetaler til pension, risikerer med de mange små indbetalinger, at administrationsomkostningerne ifm. pensionen ikke står i et rimeligt forhold til indbetalingerne.
Hvis freelancere ikke sparer op til deres alderdom eller sikrer sig ved invaliditet, er der alene den offentlige pension.
Enkelte pensionsselskaber har i samarbejde med fagforbund udviklet særlige pensionsordninger, som er målrettede til freelancere og selvstændige. Akademikerne foreslår, at flere pensionsselskaber til målgruppen af freelancere og soloselvstændige udbyder en pensionsgrundpakke som foruden den almindelige pensionsopsparing omfatter dækning i tilfælde af sygdom, ulykke, invaliditet og død.
