Uambitiøst lovforslag fører til flere ansættelsesklausuler

Beskæftigelsesministeriet har netop udsendt et lovforslag om ansættelsesklausuler i høring.

Lovforslaget følger op på en række initiativer i vækstpakken fra sidste sommer, hvor der var bredt politisk flertal for at begrænse brugen af ansættelsesklausuler.

Lovforslaget vil dog få som konsekvens, at der vil komme flere korte ansættelsesklausuler. Med lovforslaget gøres det markant billigere at anvende konkurrenceklausuler i ansættelsesforhold end efter de nuværende regler.

“Det er ganske enkelt for uambitiøst. Når nu vi ved, at ansættelsesklausulerne har en mobilitetshæmmende effekt, som lægger en dæmper på vækst og innovation – hvilket også er blevet påpeget af Produktivitetskommissionen, så er det uforståeligt, at man vælger en model, som fører til flere klausuler”, udtaler Finn R Larsen, formand for Akademikerne.

Akademikernes formand Finn R Larsen understreger, at lovforslaget også indeholder gode elementer. Bl.a. forbydes jobklausuler. Desuden kommer der engangsbetaling på kundeklausuler, så de fremover bliver kompenseret på samme vis som konkurrenceklausuler. Og så bliver der indført en maksimal gyldighedsperiode på 1 år for ansættelsesklausuler.

Forbedringerne overskygges dog af, at virksomhederne med lovforslaget vil få et incitament til at anvende ansættelsesklausuler på op til 6 måneder, som med lovforslaget vil blive markant billigere end efter de gældende regler.

“Hvis vi vil sikre optimale betingelser for innovationen og væksten i samfundet, så skal der ske nogle markante justeringer i lovforslaget”, siger Finn R. Larsen.

Akademikerne har i et høringssvar til Beskæftigelsesministeriet redegjort nærmere for, hvad vi mener, der skal til.

Se høringssvaret her

Mere information
Finn R. Larsen, formand for Akademikerne, tlf: 2966 6977