Regeringen: Privat lønudvikling er 8,6 procent

Det er halve sandheder, når arbejdsgiverne påstår, at deres “tilbud” til give lønstigninger til offentligt ansatte, der lægger sig op af de privates.

Efter Regeringens egen prognose bliver den private lønudviking 8,6 procent de næste tre år. Derfor er Sophie Løhde på en spintur overfor befolkningen, når hun påstår, at de offentligt ansatte har sagt nej til lønstigninger, der matcher de private. Løhdes tilbud lyder nemlig på 6,7 procent.

”Vi har brug for at gøre det klart overfor danskerne, hvad uenigheden om løn handler om. De offentlige arbejdsgivere bruger meget tid på at udlægge det som om, at vi kræver ekstraordinære lønstigninger, der ligger langt over lønstigninger på det private arbejdsmarked. Men fakta er, at regeringens egne økonomer siger, at lønudviklingen ligger på 8,6 procent”, siger Flemming Vinther,
formand for CFU. Helt nye tal fra Det Økonomiske Råd forudser endvidere en lønudvikling på det private arbejdsmarked på 9,2%.

Sophie Løhde og Michael Ziegler fortæller medierne, at de tilbyder lønstigninger, der matcher det private forlig. Men deres lavere tal skyldes, at de har foretaget en grundlæggende ændring af den sædvanlige måde at beregne OK-ramme på ved de offentlige overenskomstforhandlinger.

Det private forlig siger nemlig ikke noget om den faktiske lønudvikling på det private arbejdsmarked, da en stor del af lønnen forhandles lokalt. Derfor tager parterne normalt udgangspunkt i Den Økonomiske Redegørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, der udarbejder en prognose for den private
lønudvikling.

”Det er frustrerende, at arbejdsgiverne går ud af forhandlingslokalet og forsøger at fremstille os som grådige og uansvarlige ved at bruge spin og halve sandheder. Vi har en reel uenighed om lønstigningerne, men den går på, at vi mener, at vi skal tage udgangspunkt i forventningerne til lønudviklingen på det private arbejdsmarked, mens arbejdsgiverne vil fastsætte en markant mindre procent”, siger Grete Christensen, forhandlingsleder for regionalt ansatte.

Yderligere oplysninger:

Flemming Vinther, formand for CFU, mobil 2041 9361
Anders Bondo Christensen, formand for Forhandlingsfællesskabet, mobil 2164 6293
Grete Christensen, forhandlingsleder på det regionale område, mobil 2013 7155