05 okt Regeringens generationstyveri

Af Lisbeth Lintz, Formand for Akademikerne. Bragt i Politiken d. 2/10 2022.

Jeg er helt ærligt rystet over regeringens bud på en uddannelsespolitik anno 2022. Med sit udspil ”Danmark kan mere III”, mener regeringen tilsyneladende, at man kan fjerne et år af kandidatuddannelserne uden, at det har konsekvenser for kvalitet af uddannelserne og de unges fremtidsmuligheder på et arbejdsmarked, der efterspørger 2-årige kandidater.

En 1-årig kandidatuddannelse vil være et komprimeret og afkortet forløb, hvor der vil være markant mindre tid til læring og fordybelse, ligesom det vil blive svært for de studerende at få tid til at opnå erhvervserfaring gennem studierelevant job, projektorienterede forløb og samarbejde med specialevirksomhed. Så modsat hensigten, vil det blive sværere for de studerende at opnå den erhvervserfaring som vi ved, giver hurtigt fodfæste på arbejdsmarkedet.

Hvordan regeringen end forsøger at spinne sit spil, er der tale om en regulær spareøvelse. En spareøvelse som Det Økonomiske Råd har vurderet, vil koste Danmark årligt 7-14 mia. kr. i produktivitetstab som følge af lavere uddannelsesniveau.

Læg dertil, at regeringens timing er håbløs. For udspillet lanceres i en tid, hvor ledigheden for de nyuddannede akademikere er historisk lav, hvor universiteterne siden 2015 har fået reduceret optaget, og hvor virksomhederne i stadig stigende grad skriger på akademisk arbejdskraft.

Den private sektor har de seneste ti år været den største aftager af kandidatuddannede, erfarne som nyuddannede, og der er intet, der peger på, at virksomhedernes efterspørgsel efter akademikere skulle blive mindre. Faktisk peger en ny undersøgelse som Oxford Research har lavet for Region Nord, at virksomhederne især har behov for kandidatuddannede til at sikre den grønne omstilling i forhold til andre uddannelsesgrupper.

Investering i uddannelse skaber vækst og velstand, men det er også en grundpille i vores samfund. For viden er noget, vi giver til hinanden, fra generation til generation. Ved at skære så markant i længden på universitetsuddannelserne, får det alvorlige konsekvenser for det fundament vores samfund er bygget på.

Derfor er jeg ikke kun bekymret som formand for den akademiske del af fagbevægelsen, men lige så meget som forældregeneration. Velfærdssamfundets generationskontrakt handler netop om, at vi som minimum videregiver den næste generation samme vilkår, som vi selv har nydt godt af. Det har været en strategi som skiftende regeringer har ført videre og som har gjort os til et af verdenens mest vidende og velstående samfund.

Vi taber som samfund, hvis vi bryder med generationskontrakten. Derfor håber jeg, at regeringen besinder sig, og i stedet ser på, hvordan studerende i endnu højere grad kan udnytte de muligheder, der ligger i den fleksible uddannelsesstruktur, som et enigt Folketing indførte på universiteterne i 2019 efter anbefaling fra Udvalget om Bedre Universitetsuddannelser. En uddannelsespolitik anno 2022 bør skabe muligheder og ikke begrænsninger for vores unge.