Forslag til en kvalitets- og sammenhængsreform for de videregående uddannelser

Akademikerne ser interessante perspektiver i et kvalitetsløft og tiltag for at gøre de professions- og erhvervsrettede uddannelser mere attraktive for flere. Det er vigtigt for både den enkelte og samfundet bredt set, herunder for at afhjælpe manglen på professionsfaglig arbejdskraft på visse områder.

Attraktive uddannelser med højt fagligt niveau kan opnås uden at omkalfatre uddannelserne. I stedet skal der tænkes i bedre sammenhænge mellem de videregående uddannelser og mere fleksible veje til at opnå sit eksamensbevis.

Akademikerne foreslår derfor, at regeringen sammen med Folketingets partier tager initiativ til en kvalitets- og sammenhængsreform.

En sådan reform bør tage afsæt i tre centrale ambitioner:

  1. En kvalitet- og sammenhængsreform skal gøre uddannelserne attraktive for studerende ved at styrke kvaliteten og det faglige niveau, og ved at anvise relevante og attraktive
    overbygningsuddannelser.
  2. En kvalitets- og sammenhængsreform skal sikre, at professionshøjskolerne og erhvervsakademierne får en central placering i et sammenhængende videregående uddannelsessystem, bl.a. ved at udbyde flere relevante merituddannelser for akademiske bachelorer og professionsbachelorer, og ved at sikre, at professionsbachelorer har adgang til relevante kandidatuddannelser.
  3. En meritreform for videregående uddannelser udbudt på universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier skal sikre en klar struktur med veje til meningsfuld merit for
    studieskiftere.
    Læs mere her