Debat: Medarbejdere puttes i lænker

JP/1/ Finn R. Larsen, formand for Akademikerne og Bente Sorgenfrey, formand for FTF/02.05.15 (33)

Alt for mange medarbejdere stavnsbindes til deres job, fordi virksomheder bruger ansættelsesklausuler i deres standardkontrakter. Regeringen tøver, når det kommer til at sikre lønmodtagerne retfærdige vilkår og sætte en stopper for de negative konsekvenser af en skadelig virksomhedskultur med fokus på ansættelsesklausuler, som lige nu fejer ind over erhvervslivet. Ansættelsesklausuler har store konsekvenser for den enkelte og koster samtidig samfundet dyrt. 12-17 pct. af alle medlemmer af FTF og Akademikerne er i dag omfattet af ansættelsesklausuler, og det tal vokser år for år. Fordi disse medarbejdere har en ansættelsesklausul i deres ansættelseskontrakt er de forhindret i at søge nye udfordringer inden for deres fag eller lokalområde.  I de senere år har samfundsforskningen påvist, at brugen af konkurrencebegrænsende ansættelsesklausuler går ud over mobiliteten på arbejdsmarkedet, hæmmer vidensdelingen og lægger en dæmper på innovation og iværksætteri. I Norge har man sørget for, at det er så dyrt for virksomheder at anvende ansættelsesklausuler, at de ved hver kontraktforhandling vurderer den reelle nødvendighed. Den situation har man opnået ved at ændre lovgivningen, så arbejdstagere har fået ret til fuld løn i kompensation i den periode en konkurrenceklausul gælder. Selvfølgelig giver en ansættelsesklausul mening for særlige nøglemedarbejdere. De har en viden og en indsigt i virksomheden, man som arbejdsgiver ikke har lyst til tilfalder konkurrerende virksomheder dagen efter. Men der er gået inflation i brugen af ansættelsesklausuler i Danmark. Nu må regeringen komme med et ambitiøst lovforslag om ansættelsesklausuler, der gør det dyrere for virksomhederne at anvende dem – ikke billigere.