Gør Danmark dygtigere. Erhvervsstrategi 2025 – Intern Rapport

Akademikerne ser det som en central opgave at bidrage til at udvikle den private sektor, der efter en alvorlig økonomisk krise nu igen skaber vækst og nye arbejdspladser over hele landet. Flere og flere akademikere finder ansættelse i den private sektor og her bidrager de med deres viden og kompetencer til at øge virksomhedernes vækst, innovation og produktivitet. Derfor er en generel styrkelse af de private virksomheder og iværksætterne højt på Akademikernes politiske dagsorden.

For at styrke virksomhedernes vækst og innovation – og iværksætternes og freelancernes vækst- og arbejdsbetingelser – er der brug for nye initiativer, der kan bidrage til at sikre, at den private sektor løbende udvikler sig. Der er brug for, at akademikernes viden og kompetencer i højere grad kommer i spil – også i SMV’erne, og Akademikerne ønsker at vinde nyt terræn ved at arbejde for, at flere brancher og virksomheder end i dag drager nytte af det, som akademikerne kan.

Derfor arbejder Akademikerne løbende med at udvikle sin erhvervspolitiske platform og som et led heri, har Akademikernes Privatsektorudvalg og Bestyrelse udarbejdet en erhvervsstrategi med fokuspunkt i 2025. Strategien har til formål at sætte en række nye pejlemærker for Akademikernes og medlemsorganisationernes erhvervspolitiske indsats, og strategiarbejdet har dermed også skabt et bredere fælles fundament for Akademikernes interessevaretagelse på det erhvervspolitiske område.

Denne udgave af Erhvervsstrategi 2025 består af tre centrale notater, som indeholder de afgørende indholdsmæssige elementer fra strategiarbejdet. Der er tale om et strategidokument, et notat om globale megatrends og en handlingsplan med målsætninger og initiativer inden for 11 erhvervspolitiske temaer. Parallelt hermed offentliggøres en eksternt rettet pjece med fokus på de centrale målsætninger og erhvervspolitiske initiativer.

Læs Akademikernes Erhvervsstrategi her

 

Finn R. Larsen

Formand for Akademikernere