”Hvis svaret er SU-besparelser, hvad er så spørgsmålet?” Hvor er kernen i den SU-reformdebat, der straks efter nytår blev stor og detaljeret? Tid til refleksion og konsekvensanalyse vil blive krævet, men nu er tid desværre blevet en mangelvare, hvis reformen skal kunne forklares og vedtages i dette Folketingsår. Måske skal SU-spørgsmålet i langt højere grad forbindes med en nødvendig debat om de forskellige uddannelsessøjlers identitet og værdiskabelse.

Som bekendt ta’r ting tid, og store ting ta’r ofte længere tid. Men tid er ikke en ubegrænset ressource. Og heller ikke i dansk politik, hvor kalenderen nu snart har gjort kål på halvdelen af Folketingsåret 2012/2013. Den simple konstatering får især en urovækkende drejning, når man udefra kigger på den ophobning af store principielle beslutninger, reformforslag, forhandlinger og endelige lovforslag, som regeringen skal nå i de tre forårsmåneder og helst i god tid inden Grundlovsdag.

Manglen på tid er også uddannelsesminister Morten Østergaards udfordring, der både skal tackle en nu høj-eksponeret SU-reform, sikre bedre gennemførelsesmu-ligheder for studerende og – mest underbelyst – udforme én samlet lov for alle de videregående uddannelser.

Blandt de tungeste dyr, der står i den stald er SU-reformen, som har hele regerin-gens bevågenhed, også hos Statsministeren og regeringens Koordinationsudvalg. Med utilstrækkelig tid til ekstern kvalitetssikring af den største omkalfatring af SU siden 1996, bliver det især deres udfordring at nå ordentligt i mål inden sommer med både et kontant udbytte og ekstern respekt om beslutningsgrundlaget.

Omtalen af “hurtigere-igennem-refrænnet” i Statsministerens nytårstale blev i vir-keligheden en tidsafhængig reminder om, at regeringen nu på 16. måned har varslet et stort, men fortsat mørklagt hængeparti. Efter SU-debatten i årets første dage kan dette hængeparti nemt omtegnes til et politisk krydsfelt i A-klassen med samme risici som de forliste trepartsforhandlinger. Altså ligningen, hvor den uafhængige faktor er ubekendt: Indløs et selvangivet sparekrav på 2 milliarder, nytænk et reformeret men fortsat retfærdigt SU-system (se regeringsgrundlagets bindinger) og undgå forlis med store nøglegrupper – de studerende og uddannelsesfolket – der ikke vil putte med det, hvis virkemidlerne i SU-forslaget enten er inkonsistente i forhold til målene eller savner fairness.

SU-debatten gik efter nytårstalen i gang uden en eneste officiel linje fra regeringen eller partierne. Og den vil uden tvivl fortsætte ufortrødent i månederne frem over, både før og efter regeringen lancerer sit udspil. Mange insidere kan opfatte det som utidigt og useriøst, men i virkeligheden er det nok et sundhedstegn og vidnesbyrd om en kvik offentlighed, der godt kan fange komplicerede sagers udfordringer, di-lemmaer og konsekvensanalyse, uden at diskursen på forhånd er anslået fra top-pen. Også derfor er tidsfaktoren interessant.

For inde i debattens substans kom det meget tydeligt frem, at der med stor sand-synlighed også er noget særdeles værdifuldt at miste ved at fjerne det ekstra års SU-klip for studerende på de videregående uddannelser. Det kom for dagen, at vi i Danmark faktisk ligger bemærkelsesværdigt flot i evnen til at bringe de unges stu-dier i hus med en afsluttende eksamen. Og her ligger vi langt foran Sverige og Nor-ge, hvor mange opgiver deres studie uden at komme over på et andet, de så kan gennemføre. Muligheden for ekstra SU-klip er i den forbindelse en nøglefaktor, og det var da også et element som den tidligere VK-regering prøvede at tage højde for i deres SU-forslag fra 2011.

Til gengæld var der mere slør i debatten om SU’ens betydning for at bryde med ne-gativ social arv i uddannelserne. En ny undersøgelse af forholdet mellem studietider for henholdsvis arbejderbørn og akademikerbørn var på nippet til at blive lanceret som bevis for, at den kommende SU-reform “kun” vil ramme studerende fra privi-legerede hjem. Den analyse holdt ikke stik, men det førte til gengæld til en interes-sant konstatering af, at det i høj grad er studiernes opbygning og omfanget af mere “skoleagtige” forløb og gruppedisciplin, som ofte afgør om de reelle studietider er tæt på de normerede.

Alene den konklusion bør i virkeligheden flytte SU-diskussionen over til langt bredere spørgsmål om nødvendigheden af en uddannelsesreform, herunder om studiernes opbygning og meningen med vore femårige universitetsuddannelser, set i forhold til andre uddannelsestyper.

En sådan uddannelsesdebat er i den grad tiltrængt – men gerne med en kobling til “hurtigere eller bedre igennem” og til en åben diskussion af investeringens omfang – den diskussion som regeringen nu har taget internt. Der udestår eksempelvis at få svar på et afgørende spørgsmål, om der fortsat skal være plads til et givet spillerum og forventning til den enkelte studerendes selvstændighed og ret til individuel dygtiggørelse? Eller om mantraet primært skal være mere målbare krav om at bestå eksamener til tiden?

Derfor er det tankevækkende, at Uddannelsesministeriet nu samtidig med forbere-delsen af SU-udspillet er i færd med at udforme én samlet uddannelseslov for de tre videregående uddannelsessøjler. Udgangspunktet er bedre sammenhæng mellem søjlerne, men arbejdet ville vinde stort ved også at tage fat på ovennævnte mål-middel diskussion om de danske universitetsuddannelsers fremtidige karakter, kva-litet og udviklingsperspektiv.  Det er tiden til, men vil man give (sig) tid nok?

Indlægget er bragt i Altinget 16. januar 2013.