Venturekapital og vækstvirksomheder

Kommentar af Erik Jylling, formand for AC, bragt i Børsen den 28. januar 2010.

Venturekapital er afgørende for nye vækstvirksomheder
Statsministeren har sat sig som mål, at Danmark i 2020 skal være blandt de tre lande i verden med flest vækstiværksættere – og det er oplagt mål for et samfund, der har stærkt brug for de nye vækstvirksomheders kreative bidrag for at kunne øge både vækstrater og produktivitet.
Men det er ikke nok at sætte et mål – der må også vælges midler til at nå derhen, for i 2006 lå Danmark på 6. pladsen og intet tyder på, at det bare går fremad af sig selv. Og en af de helt afgørende faktorer for nye vækstiværksættere er adgangen til venturekapital i de afgørende faser i virksomhedens opstartsperiode og første år.
Desværre er det et tilbagevendende problem, at der ikke er tilstrækkelig risikovillig kapital på det private marked for venturekapital i forhold til kapitalbehovet hos iværksættere med sunde projekter med potentiale for vækst. Der er både brug for mere offentlig kapital til at supplere de private venturefonde og for politiske tiltag, der kan stimulere og understøtte markedet for venturekapital.
Derfor undrer det mig meget, at enkelte folketingspolitikere har været stærkt kritiske over for Vækstfonden, der kanaliserer statslige midler ud til vækstiværksætterne som venturekapital enten direkte gennem egne programmer eller indirekte gennem private investorer. Kravet er en privatisering bl.a. ud fra et argument om, at det private marked bedre end staten kan vurdere nye iværksætterprojekters levedygtighed.
Vækstfonden har et bredt fokus, men har netop også som en del af sin strategi at formidle målrettet kapital vil virksomheder på områder, hvor det private udbud af kapital ikke matcher efterspørgslen. Og da det sker i tæt samspil med private investorer, er der ikke tale om utidig konkurrence, men om rettidig omhu set fra samfundets side. Særligt i økonomisk svære tider, hvor der er stor mangel på privat lånekapital, er der et tilsvarende stort behov for, at staten bidrager til at sikre, at krisen ikke lukker for kapitaltilførslen til de nye lag af vækstiværksættere.
Tilførsel af risikovillig venturekapital er afgørende for nye vækstvirksomheder, men det er ikke det eneste, der skal til for nå statsministerens mål og sikre flere vækstiværksættere i Danmark. Aktuelt er der tegn på, at færre end tidligere starter ny virksomhed, så der sættes ekstra fokus på de nye entreprenørers opstartsbetingelser. Der er brug for en mere sammenhængende struktur og mere samarbejde mellem de aktører, der bistår med rådgivning og kapitaltilførsel, og de nye iværksættere skal tidligt have adgang til rådgivning fra erfarne iværksættere.
Nye kreative og innovative virksomheder bidrager til at skabe de ekstra gevinster for samfundsøkonomien, som kan skabe udvikling ud over det gennemsnitlig. Derfor må vi sørge for at give de nye virksomheder nogle ordentlige opstartsbetingelser, så de til gengæld kan give samfundet ny dynamik i det næste opsving.