ACtuelt: Aftale om finansloven for 2011

Positivt med nye vækstinitiativer – men universiteterne skal selv betale det øgede optag på uddannelserne

 

I den positive ende rummer den endelige finanslovsaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne en styrkelse af markedet for risikovillig kapital og nogle helt nødvendige skatteomlægninger med henblik på at understøtte væksten, først og fremmest en afskaffelse af iværksætterskatten og en forbedring af forskerskatten. I begge tilfælde har Danmark hidtil haft en skattepolitik, som enten har været direkte hæmmende for væksten eller ikke har haft den tilsigtende virkning, men det bedres heldigvis nu.
I den negative ende betyder aftalen, at universiteterne og de videregående uddannelser under Undervisningsministeriet straffes for at have gjort det, de fra politisk side er blevet bedt om, nemlig at udvide antallet af uddannelsespladser samt at sætte ind over for frafald. Den heraf afledte meraktivitet er tilsyneladende kommet bag på Finansministeriet som ganske få dage efter udmøntningen af globaliseringspuljen, har fundet det nødvendigt at gøre indhug i institutionernes egne midler.
Videregående uddannelser
Universiteterne og de videregående uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet skal nu betale regningen for at levere det, de er blevet bedt om af regeringen, nemlig at optage flere studerende og reducere frafaldet fra uddannelserne. Meraktiviteten indebærer merudgifter i 2011 og de kommende år, og da midlerne i globaliseringspuljen i 2011 er fuldt udmøntede med det nyligt indgåede globaliseringsforlig, har øvelsen været at finde særskilt finansiering til merudgifterne i 2011. Herudover er forligspartierne blevet enige om at merudgifterne i 2012 skal finansieres af midler i globaliseringspuljen.
Partierne bag finanslovsaftalen 2011 er derfor blevet enige om en dispositionsbegrænsning på taxametre mv. på Undervisningsministeriets område på 1,5 pct. i 2011. På Videnskabsministeriets område er partierne enedes om at reducere omstillingsreserven til uddannelse, universiteternes bevilling til øvrige formål, bidraget til den Europæiske Rumorganisation mv. Det samlede provenu herved udgør 225 mio. kr. i 2011.
For universiteterne er der ikke tale om lige så skarp kost som for Undervisningsministeriets videregående uddannelser, men finanslovsaftalen betyder ikke desto mindre, at universiteterne i 2011 i høj grad selv skal finansiere den meraktivitet, som de har påtaget sig.
Bedre vækstbetingelser for små og mellemstore virksomheder
Med aftalen ønsker partierne bag at styrke markedet for risikovillig kapital med op til 10 mia. kr. Deri ligger blandt andet en hensigtserklæring om at indgå en aftale med pensionssektoren om, at der i et samarbejde mellem pensionsinstitutterne og staten stilles mindst 5 mia. kr. til rådighed som risikovillig kapital til iværksættere og små og mellemstore virksomheder med vækstpotentiale. Som led i aftalen forpligter staten sig derudover til at etablere tre låne- og kautionsordninger for i alt 2 ¼ mia. kr. i regi af Vækstfonden og målrettet iværksættere og små og mellemstore virksomheder. De nye låne- og investeringsmuligheder forventes at tiltrække yderligere privat kapital, så markedet i alt styrkes med i størrelsesordenen 10 mia.kr.
Derudover fjernes den meget udskældte iværksætterskat for små og mellemstore virksomheder, idet der indføres en særlig skatteordning for unoterede porteføljeaktier, så afkastet under visse omstændigheder er skattefrit, når man investerer i små og mellemstore virksomheder, der stadig er i vækstfasen. Derved får vækstvirksomhederne også bedre muligheder for at få tilført ny kapital.
Forbedring af forskerskatteordningen
Samtidig sker der en meget positiv omlægning af forskerskatteordningen, den særlige bruttoskatteordning som skal bidrage til at tiltrække forskere og andre nøglemedarbejdere fra udlandet. Den hidtidige ordning med en 3-årig bruttoskatteordning har haft den ulempe, at alt for mange forlod Danmark igen efter tre år, når de ikke længere var omfattet af ordningen.
Med finanslovsaftalen kan forskerskatteordningen nu anvendes i 5 år til en skattesats på 26 pct., og samtidig sker der også den opstramning, at hjemvendte danskere først kan benytte sig af ordningen, når de har været væk fra Danmark i 10 år frem for kun 3 år som i dag. Med omlægningen vil ordningen have en langt bedre fokus på at tiltrække udenlandske højtuddannede og ikke mindst på at fastholde dem i Danmark i en længere årrække.
Et lille skridt mod afskaffelse af multimedieskatten
Multimedieskatten, der fra starten har været et misfoster, blev desværre ikke afskaffet i denne omgang. Denne skat på hjemmearbejdspladser og fleksibelt arbejde er direkte hæmmende for at skabe et mere vækstorienteret arbejdsmarked, og den bør afskaffes hurtigst muligt. I denne omgang blev det kun til en meget lille og familiepolitisk skæv lempelse på 25 pct. – kun for ægtefæller, og kun når begge parter beskattes. Det kan kun ses som et første lille skridt mod en egentlig afskaffelse.
Globaliseringsaftalen og aftalen om den aktive beskæftigelsesindsats, som også indgår i aftalerne om finansloven er tidligere omtalt i ACtuelt fra henholdsvis 29. oktober 2010 og 5. november 2010.
AC vil eventuelt vende tilbage med yderligere bemærkninger til finanslovsaftalerne.
Mere information:
Afdelingschef Niels Lykke Jensen tlf. 22 49 58 59
Chefkonsulent Birgit Bangskjær, tlf. 22 49 58 65
Chefkonsulent Karen Skytte, tlf. 22 49 58 65