Akademikere på jobjagt i Malmø

Politiken/1/Sofie Buch Hoyer/19.10.13 (10).

Der er job at få på den anden side af sundet, hvis man som arbejdsløs akademiker
søger bredere. Ingen langtidsholdbar løsning at eksportere arbejdskraften ud af
landet, siger økonomisk vismand. Louise Hjernø, nyuddannet fra IT-Universitet,
er sammen med en busfuld af andre arbejdsløse akademikere på over
Øresundsbroen, hvor de skal deltage i jobmessen Career Days i Malmø. Det er
Karrierestedet under beskæftigelsesforvaltningen i Københavns Kommune, der
arrangere turen kvit og frit for at hjælpe ledige akademikere til at udvide
deres jobsøgning – og med god grund. 7,3 procent af akademikerne i hovedstaden
er lige nu uden arbejde, hvoraf en tredjedel er under 30. Især nyuddannede
akademikere formår ikke at bryde muren til arbejdsmarkedet: Men en
dimittendledighed på 36,6 procent står det værst til for djøf’erne, mens
ledigheden for ingeniører og magistre er på henholdsvis 33,9 og 26,2 procent.
“Det er totalt spild for os alle sammen, at vi har uddannet og givet
kvalifikationer til unge mennesker, hvis de så ikke kommer i spil på
arbejdsmarkedet… Vi skal ikke se det akademiske arbejdsmarked begrænset til vores
eget land – man skal være parat til at give det en chance at finde job uden for
Danmark”, siger Ingrid Stage, formand for Akademikerne. Ser man på det samlede
arbejdsflow mellem Danmark og Sverige, er det i 93 procent af tilfældene
svenskere, der taget til Danmark for at arbejde. Men hvad er ræsonnementet i at
bruge penge på at uddanne folk for derefter at eksportere arbejdskraften til
udlandet? “Givet at man har valgt at betale for folks uddannelse, er det
selvfølgelig mest hensigtsmæssigt, hvis de kan blive og være med til at
finansiere, at næste generation også kan få en uddannelse. Så indsatsen er ikke
er langtidsholdbar finansieringskilde”, siger Michael Svarer, økonomisk vismand
og arbejdsmarkedsforsker ved Aarhus Universitet. Svarer finder det dog
fornuftigt at se på, hvordan man kan få job ved at søge bredere geografisk,
fordi det er vigtigt, at arbejdsstyrken fastholder sine kompetencer.