Akademikerne bidrager til at skabe vækst i provinsen

Der er brug for udvikling og vækst i hele landet, hvis vi skal gøre os gældende i den internationale konkurrence, for de virksomheder, som skaber væksten, er spredt ud over hele landet. Men særligt virksomhederne i provinsen kan have svært ved at skaffe højtuddannet arbejdskraft, og derfor er der brug for at sætte fokus på, hvordan akademikerne bedst kan bidrage til at skabe vækst i provinsen.

 

Akademikerne peger i et nyt politikudspil på, at det skal være attraktivt at bo og arbejde over hele landet, så folk kan bosætte sig, hvor de ønsker, og samtidig forvente ordentlige jobmuligheder, uanset hvilken del af landet de vælger. Hvis vi skal sikre virksomhederne i provinsen den nødvendige arbejdskraft er der brug for stor fleksibilitet i forhold til, hvordan den enkelte person eller familie vil vælge at kombinere deres bosted, uddannelse og arbejde.

Akademikerne og SMV’erne i provinsen skal kunne finde hinanden, og derfor anbefaler Akademikerne en fortsættelse af Akademikerkampagnen, der matcher virksomheder og ledige aka-demikere, og en bred vækstpilotordning, hvor virksomhederne får tilskud til at ansætte en højtuddannet. Derudover bør der i de enkelte kommuner og regioner sættes større fokus på, at de lokale højtuddannede iværksættere får deres virksomheder op at flyve.

Kommuner og regioner med mangel på arbejdskraft bør sætte mobilitet på dagsordenen og have en strategi for at tiltrække højtuddannede og deres familier. De bør sætte fokus på bl.a. velfungerende digital infrastruktur, job til partneren og tilgængelige boliger og daginstitutioner. Samtidig er det vigtigt – trods de aktuelle besparelser på uddannelserne – at fastholde et regionalt udbud af erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser, så de unge har mulighed for at uddanne sig, finde arbejde og bosætte sig også uden for de store byer.

Endelig peger Akademikerne på, at der er brug for at tilføre særligt de mindre produktionsvirksomheder i alle dele af landet ny produktionsteknologi og nye digitale redskaber og samtidig sikre dem adgang til den akademiske arbejdskraft, som kan være afgørende for, at virksomhederne kan realisere gevinsterne ved automatisering og digitalisering.

Læs Akademikernes udspil her