Akademikerne: Der er behov for en fælles standard

Altinget.dk/Lars Qvistgaard, formand, Akademikerne/08.12.16

Det er afgørende at få etableret en klar ramme for de systemer, der skal håndtere mistanker om videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis. Sådanne mistanker skal håndteres effektivt og med respekt for forskernes retssikkerhed, og Akademikerne anbefaler, at der etableres en fælles standard for forskningsinstitutionernes rolle og forskernes rettigheder og pligter i disse sager. En effektiv håndtering af mistanker om videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis indebærer navnlig, at sager herom bliver ordentligt oplyst så tidligt som muligt i processen, og at der tages stilling til sagerne inden for en rimelig tid. Her får forskningsinstitutionerne fremover en central rolle, både når det gælder sager om videnskabelig uredelighed og tilfælde af tvivlsom forskningspraksis. Erfaringerne viser, at mange af sagerne ofte er komplekse. Det er derfor helt afgørende, at forskningsinstitutionerne dedikerer de fornødne ressourcer til at håndtere disse sager. Det forventes fremover at blive op til den enkelte forskningsinstitution at sikre dette. Det må sikres, at systemerne ikke bruges som chikane over for andre forskere i konkurrencen om prestige, forskningsmidler og stillinger. Falske anklager eller chikanøse anmeldelser om videnskabelig uredelighed kan i fremtiden være omfattet af begrebet tvivlsom forskningspraksis. Hermed overlades det til den enkelte forskningsinstitution at håndtere sådanne falske anklager eller chikanøse anmeldelser. Akademikerne anbefaler derfor, at der fastsættes en fælles national standard for forskningsinstitutionernes handlerum og de involverede forskeres pligter og rettigheder i disse sager. Det vil sikre en vis ensartethed i håndteringen af fremtidige sager om tvivlsom forskningspraksis.