10 apr Akademikerne: En ny ekstraordinær ydelse skal hjælpe kriseramte ledige uden indtægt
En voksende gruppe af ledige og selvstændige falder gennem det ellers ekstraordinære sikkerhedsnet, som vi, som samfund har spændt under vores arbejdsmarked. Derfor foreslår Akademikerne (AC) nu, at der gives en ekstraordinær ydelse til alle de ledige danskere, der bliver ramt af corona-krisen, men som ikke bliver hjulpet af de nuværende hjælpepakker.
Akademikernes formand Lars Qvistgaard udtaler:
“På trods af de mange flotte hjælpepakker, der er vedtaget den sidste tid, er der stadig en voksende gruppe, som falder igennem og ikke får hjælp, Det bliver vi nødt til at forholde os til. Derfor foreslår vi en ekstraordinær ydelse, der kan hjælpe de ledige og selvstændige, der står helt uden indtægt.”
Den ekstraordinære ydelse skal hjælpe alle dem, som ikke har ret til dagpenge – enten fordi de som a-kasse medlemmer endnu ikke har optjent dagpenge ved at have 1 års foregående fuldtidsbeskæftigelse – eller fordi de ikke er medlem af en a-kasse. Det gælder fx mange selvstændige, som har fravalgt dagpengesystemet, fordi de ikke ville kunne modtage dagpenge uden at lukke deres virksomhed. De nuværende regler betyder, at denne gruppe heller ikke vil kunne modtage kontanthjælp, hvis de ejer værdier. Det mener Lars Qvistgaard er problematisk:
“Det her er en voksende gruppe, som grundet krisen har svært ved at finde arbejde, ikke kan få dagpenge, og som skal sælge deres lejlighed, bil eller bruge deres opsparing, før de kan få kontanthjælp. De risikerer at falde helt gennem samfundets ellers fintmaskede sikkerhedsnet. Det er ingen tjent med.”
Med forslaget byder Akademikerne (AC) ind med en ny løsning på et problem, der har været velkendt de sidste uger, men som der endnu ikke er fundet en løsning på. Ifølge Lars Qvistgaard haster det med at finde en løsning:
“Den her gruppe står helt uden indtægt, og den bliver større dag for dag. Vi kan som samfund ikke blive ved med at lukke øjnene. Vi har brug for en politisk løsning nu.“
For yderligere kommentarer kontakt Lars Qvistgaard på 2147 2686.
(Læs også relateret interview med Lars Qvistgaard bragt i “A4 – Arbejdsliv” her)