Akademikerne: Konfliktvarsel sendt for 2500 kommunalt ansatte og 3000 regionalt ansatte

Arbejdsgivere i kommuner og regioner får i dag at vide, at de rammes af konflikt, hvis ikke der opnås en forhandlingsløsning inden den 4. april.

De akademiske organisationer har besluttet at konfliktudtage 12 pct. af de ansatte i kommunerne og 14 pct. af de ansatte i regionerne. Dermed melder de akademiske organisationer, og en samlet fagbevægelse på det offentlige område, klart ud over for modparten på baggrund af sammenbruddet i OK18.

”Vi kæmper for at nå en forhandlingsløsning i Forligsinstitutionen, men det bliver svært. Vi vil ikke finde os i at indgå aftaler med en modpart, som ikke vil lytte. Hvis ikke de offentlige arbejdsgivere skifter kurs, er de i gang med at kortslutte grundlæggende dele af den unikke danske sammenhængskraft”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

”Vi er parate til at gå i konflikt for at sikre en reallønsudvikling, den betalte spisepause og en arbejdstidsaftale for lærerne. De offentligt ansatte har vist stort samfundsansvar og været tilbageholdende ved overenskomsterne i 2011, 2013 og 2015. Men nu er der fremgang i Danmark og vi kan ikke acceptere endnu et kriseforlig. Vi ønsker en løsning til gavn for alle”, siger Lars Qvistgaard.

Findes der ikke en løsning i Forligsinstitutionen, vil en konflikt træde i kraft den 4. april.

Se hvilke arbejdspladser i kommunerne og regionerne, der er omfattede af akademikerorganisationernes konfliktvarsel.