Akademikernes talerør kæmper for ligestilling

Kristeligt Dagblad/1/Jens From Lyng/06.09.13 (18)

At Ingrid Stage kritiserer regeringen for at sløjfe
mærkesagen om øremærket barsel til mænd er ikke overraskende, siger kollegaer.
Ligestilling har nemlig altid ligget den 65-årige formand for Dansk Magisterforening
på sinde. “Det vil være et tab for landet, hvis denne unge kvinde ikke får lov
til at tage en studentereksamen”. Sådan lød ordene fra Ingrid Stages
skolelærer, da han skulle overbevise faderen om, at hun skulle læse videre.
Faderen gav sig til sidst og skolelærerens profeti har ikke ramt helt ved siden
af. 65-årige Ingrid Stage har i høj grad sat sit præg som repræsentant for de
danske akademikere. Hun har siden 2001 været formand for DM og har siden 1.
juli i år været formand for paraplyorganisationen Akademikerne. Ydermere har
hun i et halv år siddet med i et udvalg under beskæftigelsesministeriet, der
har skullet undersøge, hvordan man bedst muligt kunne øremærke barsel til mænd.
Rapporten fra udvalget nåede ikke at udkomme, før regeringen sløjfede
mærkesagen. Ingrid Stage blev cand.mag. i engelsk på Københavns Universitet i
1979, men har også læst noget af uddannelsen i Odense. Ifølge nære kollegaer er
Ingrid Stage en dedikeret og empatisk leder. Dedikationen kommer til udtryk
ved, at kaster sig over arbejdsopgaverne med så stor interesse og engagement,
at møderne sjældent slutter til tiden.