Arbejdsmiljørådet har offentliggjort de 12 nominerede arbejdspladser til årets arbejdsmiljøpriser

De nominerede er et stærkt felt af virksomheder, som på hver deres måde har gjort en anerkendelsesværdig indsats for det psykiske og fysiske arbejdsmiljø. Den 24. november bliver årets vindere kåret. Akademikerne er med til at uddele ArbejdsmiljøPrisen.

 

Dårligt arbejdsmiljø er hvert år medvirkende til, at mennesker bliver syge og helt eller delvist mister deres arbejde. Det er ikke blot en tragedie for den enkelte, men koster også hvert år millioner af kroner for samfundet. Sådan behøver det ikke at være.

Med ArbejdsmiljøPrisen sættes der spot på en række arbejdspladser, hvor ledelsen og medarbejderne har forbedret arbejdsmiljøet og skabt mærkbare resultater. Èn ting går igen blandt de nominerede: Et godt og højt prioriteret samarbejde mellem ledelse og medarbejdere om det daglige arbejdsmiljø.

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, og en del af prisens dommerkomite, udtaler:
”De ansatte har drøn på ude på arbejdspladserne. Vi skal fortsætte med at løfte det psykiske arbejdsmiljø for at sikre, at tempoet kan holdes, og at de ansatte kan få et velbalanceret arbejdsliv. Vinderne af Arbejdsmiljøprisen er med til at inspirere andre arbejdspladser, og det har stor betydning for indsatsen”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

Vinderne af ArbejdsmiljøPrisen kåres ved prisoverrækkelsen den 24. november 2016 på Crowne Plaza, København S.

Om ArbejdsmiljøPrisen
I 2016 er det 11. gang, at Arbejdsmiljørådet uddeler ArbejdsmiljøPrisen ved at sætte fokus på Danmarks bedste arbejdsmiljøindsatser. Prisen uddeles inden for fire kategorier: Arbejdsulykker, Muskel-skeletpåvirkninger, Psykisk arbejdsmiljø og Samarbejde om Arbejdsmiljø. I hver kategori nomineres tre arbejdspladser.

Læs mere om uddelingen af ArbejdsmlijøPrisen