Arkitekter, humanister og samfundsfag scorer højest i ledighed

Pol/web/Christina Raabæk http://politiken.dk/oekonomi/arbejdsmarked/ECE2327035/arkitekter-humanister-og-samfundsfag-scorer-hoejest-i-ledighed/ /26.06.14

Nye ledighedstal fra paraplyorganisationen Akademikerne viser, at mange dimittender styrer lige lukt ud i en flaskehals af højtuddannede. For kurven for de arbejdsløse akademikere er endnu ikke knækket.

Ifølge Jens Mølbach er det kun de akademikere, der retter sig mod produktionen i det private erhvervsliv, der lige nu nyder godt af den smule opsving, der ellers kan spores i den øvrige danske økonomi: ”Det kan man se på vores ledighedsstatistik med ingeniørerne, der i stort omfang finder ansættelse i provisionssektoren og bygge-anlægs-sektoren. Hvorimod djøf’erne og humanisterne, magistrene, de står sådan lidt i stampe. Vi er ikke rigtig begyndt at se et fald hos dem endnu”.

Den stampetilstand skyldes ifølge Akademikerne, at der har været et ophold i tilskuddet til kampagner, der forsøger at sælge akademikerne til de små og mellemstore virksomheder, der ellers ikke har tradition for at ansætte universitetsuddannede.

”I 2012 og 2013 kørte vi kampagner for at gøre virksomhederne bekendt med muligheden for at ansætte akademikerne, og jeg tror, vi skabte et sted mellem 2.000 og 3.000 jobåbninger. Det har vi ikke kunnet gøre i år”, siger formand for Akademikerne, Finn R. Larsen. Alligevel ser han lyst på fremtiden for de højtuddannede, som han tror på nok skal komme ud af ansøgningshelvedet i den kommende tid: ”Med beskæftigelsesreformen bliver der igen afsat penge til oplysning, og det glæder vi os til”.