Benspænd for livslang læring

Inf/1/Louise Holm Sommer, Dansk Erhverv, og Karen Skytte, Akademikerne/4.-5.01.14 (19)

I weekendens udgave af Information skriver Louise Holm
Sommer, Dansk Erhverv, og Karen Skytte, Akademikerne, følgende. Man vil med
regeringens aktuelle lovforslag om målretning af statens
voksenuddannelsesstøtte reducere mulighederne for efter- og videreuddannelse
for en meget stor gruppe medarbejdere. Dermed diskrimineres personer, der har
gennemført en videregående uddannelse, som fremover ikke vil have mulighed for
at modtage uddannelsesstøtte til efteruddannelse. Med andre ord: Skal de have
efteruddannelse, skal de eller deres arbejdsgiver betale hele udgiften. Forslaget
og konsekvenserne står i modstrid med regeringens ønsker om, at skabe vækst og
arbejdspladser, og målet om at vi skal være endnu dygtigere og mere produktive.
Det er en helt forældet opfattelse, at de højtuddannede ikke har brug for mere
uddannelse end deres grunduddannelse. Behovet for livslang kompetenceudvikling
understreges af, at der i stigende grad er en forventning om, at de
højtuddannede bliver længere på arbejdsmarkedet end tidligere. Desuden vil
nedprioriteringen af efteruddannelsesmulighederne have yderst negative
konsekvenser for danske virksomheders muligheder for at konkurrere i et globalt
marked. Livslang læring i et videnssamfund skal være for alle på
arbejdsmarkedet uafhængigt af uddannelsesbaggrund, og derfor bør lovforslaget
hurtigst muligt tages af bordet.