Debatindlæg af Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, bragt i JP den 20. august 2016.

CEPOS har her i sommeren, vel ikke så overraskende, meldt sig ind i klubben af forslagsstillere for SU-forringelser. Men CEPOS går dog skridtet videre. SU-pengene skal tages fra de unge og bruges til at sænke topskatten for de veletablerede voksne.  En ting jeg gerne vil kvittere CEPOS for, er, at de ikke forsøger sig med spin om, at SU-pengene skal bruges til at hæve uddannelseskvaliteten. Nej, CEPOS går all in på topskattelettelser for alle SU-pengene.

CEPOS vil finde penge til topskattelettelser ved blandt andet at omlægge SU til lån på kandidatuddannelserne. Hvor mere blødsødne forslagsstillere har foreslået rentefrie lån, foreslår CEPOS, at lånet skal optages på markedsvilkår så renteindtægterne kan dække statens risiko for manglende tilbagebetaling af lån.

For mig at se, er CEPOS’ forslag et generationstyveri og opgør med den generationskontrakt, der er fundament for vores velfærdssamfund: At forældregenerationen via skatten betaler for at den yngre generation kan uddanne sig. Og som tilsvarende, når denne generation er færdiguddannet tilsvarende via skatten betaler til den næste generations uddannelse. Sammen med gratisprincippet for uddannelse bygger SU’en netop på velfærdssamfundets idé om en samfundskontrakt mellem generationerne.

CEPOS’s forslag vil helt givet have negative samfundsøkonomiske konsekvenser. Tænketanken anfører selv i sit forslag, at bortfald af ”SU på kandidaten reducerer alt andet lige den økonomiske tilskyndelse til at tage en uddannelse på universitetet”. Men CEPOS formoder, at lavere topskat omvendt vil give øget tilskyndelse til at tage en universitetsuddannelse. Lidt lige som gyngerne og karrusellen, må man forstå. For mig at se, er det rent ønsketænkning, og ude af trit med virkeligheden.

I Akademikerne har vi samlet fakta om SU’ens betydning for social mobilitet og gennemførelse i Danmark, og ligeledes for Norge, fordi landets studiestøttesystem er blevet trukket ind i den danske SU-debat. Tal fra OECD viser eksempelvis, at Danmark har en af verdens højeste gennemførelsesrater på lange videregående uddannelser.  I Norge, der har pålagt de studerende lån på uddannelse, er gennemførelsesraten hele 22 procentpoint lavere. Den danske SU sikrer således, at vi får færdiguddannede kandidater for vores samfundsinvesteringer i universitetsuddannelser.

Og den samfundsmæssige investering tjener sig tilmed hurtigt ind. Tal fra AE viser eksempelvis, at den samfundsøkonomiske gevinst for en akademiker i forhold til en ufaglært er på 14 mio. kr. hen over et arbejdsliv. Den samfundsmæssige gevinst falder i takt med længden på uddannelsen, således at en bachelor bidrager med 6 mio. kr. og en faglært med 4 mio. kr. over et arbejdsliv. Vi har i Akademikerne beregnet, at hvis man får held til at indføre lån på kandidatuddannelserne, vil det med baggrund i de norske erfaringer, risikere at koste samfundet op mod 3 mia. kr. årligt.

Det mest bekymrende ved CEPOS’s tankegang er det værdipolitiske skred, som forslaget er udtryk for. SU-forslaget er et grundlæggende opgør med den frie og lige adgang til uddannelse, men også et opgør mod, at se uddannele som en samfundsinvestering. Det har vi ikke råd til som samfund. Vi kommer til at miste talent og evner, hvis vi svigter den grundlæggende værdi, at uddannelse skal være lige for alle uanset baggrund og økonomisk formåen.