Dansk økonomi i startblokken

Akademikerne glæder sig over, at vismændene med den aktuelle halvårsrapport har øget forventningerne til dansk økonomi markant. BNP ventes at stige med 2, 5 % begyndende allerede i 2014. Samtidig anslår rapporten, at beskæftigelsen i den private sektor skønnes at vokse med godt 50.000 personer fra 2014 til 2016; den offentlig beskæftigelse med knapt 15.000 personer. Denne normalisering af konjunkturerne har været længe undervejs.

 

”Akademikerne vil følge udviklingen på arbejdsmarkedet nøje, idet der fortsat vil være en kraftig tilgang af akademisk uddannede til arbejdsstyrken de kommende år, og idet vi aktuelt oplever en alt for høj dimittendledighed på knap 30%”, siger Finn R Larsen, formand for Akademikerne.

Formandskabet fremhæver i sin rapport, at det er vækst i produktiviteten, der er den vigtigste faktor for øget velstand. Det er vi hos Akademikerne enige i. Dog bygger rapportens langsigtede scenarier på en uændret produktivitetsudvikling. Bl.a. Produktivitetskommissionen har vist, at en central forklaring på den ringe danske produktivitetsvækst er, at andelen af højtuddannede i den private sektor er al for lav. Akademikernes formand, Finn R Larsen, benyttede derfor lejligheden i dag i Økonomisk Råd til at foreslå Formandskabet at se nærmere på, hvordan den stadigt højere uddannede arbejdsstyrke vil påvirke produktivitetsudviklingen.

Den aktuelle rapport indeholder korte gennemgange af regeringens store, aktuelle udspil, men Akademikerne savner dog, at Formandskabet ser på de tværgående relationer og mulige effekter.

”Set fra min stol, er der flere eksempler på, at vi kan øge værdien af reformer og offentlige investeringer ved sikre, at de implementeres på tværs af ministerområder: Et helt åbenlyst eksempel på manglende sammenhæng er mellem uddannelses-, beskæftigelses- og erhvervspolitikken. Regeringen har investeret milliarder af kroner i at uddanne markant flere højtuddannede, men der er intet sted i erhvervs- eller beskæftigelsespolitikken aktiviteter, der sikrer, at de højtuddannede rent faktisk kommer ud i virksomhederne og dermed skaber den værdi, der var forventet i forbindelse med uddannelsesstrategien. Med en dimittendledighed på lige under 30 pct. kan jeg jo konstatere, at især de mindre virksomheder ikke af sig selv efterspørger den højtuddannede arbejdskraft, som alle analyser ellers viser, kan hjælpe dem med at blive mere produktive og skabe mere værdi”, udtaler Finn R Larsen, som på dagens møde i Rådet efterspurgte en analyse af de økonomiske effekter på tværs af de relevante politikområder og reformer.

Akademikerne har rost Formandskabet for – i forbindelse med ”hængekøje” problemet – at rejse et advarselsflag til politikerne om, at det ikke er en løsning at finansiere det langvarige underskud på den offentlige saldo ved at straks-beskatte pensionsindbetalinger, da det reelt ikke påvirker samfundsøkonomien eller den finanspolitiske holdbarhed.

”Som det fremgår af den aktuelle offentlige debat, har der sneget sig en stadig større usikkerhed ind i befolkningen om værdien af pensionsopsparing. For at fastholde opbakningen til arbejdsmarkedspensionsordningerne, mener vi hos Akademikerne, at det er helt afgørende at skabe ro om rammerne for pensionsopsparingen”, udtaler Finn R Larsen.

Læs hele bidraget til DØR fra Akademikerne