De nordjyske studerende, der benytter det fleksible SU-år, kommer i høj grad fra ikke-akademiske hjem

I Nordjylland kommer knap 84 pct. af de studerende, der har benyttet det ekstra SU-år fra ikke-akademiske hjem. Det er 13 pct.point flere end i resten af landet.

(Hent print-venlig PDF version her).

Analysen peger på, at det fleksible SU-år er en støtte for studerende i Nordjylland fra ikke-akademiske hjem, og at SU’en hjælper studerende på både kandidat- og professionsbacheloruddannelserne, herunder top op-uddannelserne på erhvervsakademierne.

Til trods for at professionsbacheloruddannelserne er kortere end kandidatuddannelserne (inkl. bacheloruddannelse), er 16,5 pct. af de studerende i Nordjylland, der benytter sig af det fleksible SU-år, uddannede som professionsbachelorer. Det svarer til ca. 200 om året.

Over de seneste fem år har i alt 500 færdiguddannede i Nordjylland fra de fire store velfærdsuddannelser (folkeskolelærer, sygeplejerske, pædagog og socialrådgiver) benyttet sig af det fleksible SU-år. Af dem kommer mere end 91 pct. fra et ikke-akademisk hjem.

Metode

Til analysen er følgende registre brugt: det komprimerede elevregister (KOTRE), befolkningsregistret (BEF), fertilitetsdatabasen (ftbarn) og beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase (DREAM)

Til at definere grænsen for, hvornår en studerende benytter sig af det fleksible SU-år, trækkes der 12 måneder fra den nuværende maksimale SU-støttetid på 70 måneder. Det giver 58 måneder. Da brugen af SU i denne analyse er beregnet på ugebasis, omregnes de 58 måneder til 252 uger.

DREAM-databasen benyttes til at udregne det samlede antal uger, hver enkelt studerende har været SU-berettiget og modtaget SU.

De studerende opdeles på, om de har benyttet sig af 253 eller flere ugers SU. Har de det, medtages de i gruppen af studerende, der har benyttet sig af det fleksible SU-år.

Akademiske forældre er defineret som forældre med en akademisk uddannelse i det år, hvor barnet fylder 16 år. Forældre med en universitetsbachelor som højest fuldførte uddannelse er også medtaget som akademiske forældre.

Nordjyske studerende er defineret som studerende på en uddannelsesinstitution beliggende i Nordjylland. Dvs. Nordjyske uddannelsesinstitutioners udbudssteder i andre landsdele (fx Esbjerg og København) ikke er medtaget i definitionen.

 

(Hent print-venlig PDF version her).