Debat: Cepos’ SU-forslag er generationstyveri

JP/1/Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne/20.08.16 (27)

Tænketanken Cepos har vel ikke så overraskende meldt sig ind i klubben af forslagsstillere for SU-forringelser. Men Cepos går dog skridtet videre. SU-pengene skal tages fra de unge og bruges til at sænke topskatten for de veletablerede voksne. For mig at se er forslaget et generationstyveri og et opgør med den generationskontrakt, der er fundament for vores velfærdssamfund: at forældregenerationen via skatten betaler for, at den yngre generation kan uddanne sig. Og som tilsvarende, når denne generation er færdiguddannet, via skatten betaler til den næste generations uddannelse. Sammen med gratisprincippet for uddannelse bygger SU’en netop på velfærdssamfundets idé om en samfundskontrakt mellem generationerne. Cepos’ forslag vil helt givet have negative samfundsøkonomiske konsekvenser. I Akademikerne har vi samlet fakta om SU’ens betydning for social mobilitet og gennemførelse i Danmark og ligeledes for Norge, fordi landets studiestøttesystem er blevet trukket ind i den danske SU-debat. Tal fra OECD viser eksempelvis, at Danmark har en af verdens højeste gennemførelsesrater på lange videregående uddannelser. I Norge, der har pålagt de studerende lån på uddannelse, er gennemførelsesraten hele 22 procentpoint lavere. Den danske SU sikrer således, at vi får færdiguddannede kandidater for vores samfundsinvesteringer i universitetsuddannelser. Det mest bekymrende ved Cepos’ tankegang er det værdipolitiske skred, som forslaget er udtryk for. SU-forslaget er et grundlæggende opgør med den frie og lige adgang til uddannelse, men også et opgør med at se uddannelse som en samfundsinvestering. Det har vi ikke råd til som samfund. Vi kommer til at miste talent og evner, hvis vi svigter den grundlæggende værdi, at uddannelse skal være lige for alle, uanset baggrund og økonomisk formåen.