Den frivillige statslige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø er en succes

En evaluering af de to første hold på ”Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø” i staten fremhæver de store gevinster, der er at hente for ledere, der uddanner sig i at arbejde med psykisk arbejdsmiljø: Lederne bliver bedre til både at arbejde med at forebygge mistrivsel – og til at styrke den daglige håndtering af konkrete udfordringer i det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladserne. Det viser evalueringen af uddannelsens to første hold.

De første ledere har allerede afsluttet ”Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø” i staten, hvor deltagerne gennem hele foråret er blevet klædt endnu bedre på til at styrke arbejdet med at fremme et godt psykisk arbejdsmiljø. Et tredje hold af ledere har netop afsluttet uddannelsen og i efteråret afvikles det fjerde hold, som allerede er fyldt op.
Hold 5 er under forberedelse og på www.flipa.dk kan man tilmelde sig et nyhedsbrev, som kommer når de konkrete datoer med mere er klar.

I evalueringsrapporten fra EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) som netop er kommet, giver lederne en positiv bedømmelse af uddannelsen. Evalueringsrapporten viser, at ledere, der har deltaget i uddannelsen, har fået styrket deres evne til at understøtte et sundt psykisk arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. De har fået et bedre indblik i, hvad der spiller ind på det psykiske arbejdsmiljø, ligesom de har fået konkrete redskaber og en større tryghed i forhold til deres egen rolle i forebyggelsen af mistrivsel og håndteringen af konkrete udfordringer i det psykiske arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. Desuden har flere deltagere også fået nye perspektiver på det psykiske arbejdsmiljø, en bedre begrebsforståelse og et nyt, fælles sprog de kan bruge i deres arbejde med det psykisk arbejdsmiljø.

Udviklingen af ”Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø” i staten er et resultat af overenskomstaftalen i 2018 mellem Finansministeriet – nu Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (MEDST) – og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) bestående af Akademikerne, CO10 – Centralorganisationen af 2010, Lærernes Centralorganisation samt Offentligt Ansattes Organisationer (OAO).

Aftaleparterne samt LEAD i konsortium med Malene Friis Andersen og Marie Kingston har stået bag udviklingen af uddannelsen og udtaler sig om uddannelsen på baggrund af resultaterne i evalueringsrapporten:

Direktør Signe Friberg Nielsen i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, siger:

”Det er vigtigt at ledere i staten føler sig godt klædt på til at fastholde og udvikle et godt psykisk arbejdsmiljø i samarbejde med medarbejderne. Derfor er vi glade for, at evalueringsrapporten viser, at vi i et rigtig godt samarbejde med CFU, er lykkedes med netop det via ”Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø”. Og vi konstaterer med tilfredshed, at der er stor søgning til uddannelsen.”

Formand for OAO-S, Rita Bundgaard, siger:

Vi er meget tilfredse med evalueringen af vores OK-18 projekt af den statslige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø. Vi er glade for, at vi, som faglige organisationer, har bidraget til konkret viden om, hvordan fremtidens lederuddannelser bør klæde statens ledere på i forhold til at håndtere deres ansvar for at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø til gavn for vores medlemmer.

Formanden for Akademikerne, Lars Qvistgaard, siger:

”Nu har vi én gang for alle fået bekræftet, at lederuddannelser i psykisk arbejdsmiljø virker. Lederne har vist, at behovet for uddannelse er til stede, og at de glade for nye værktøjer på området. Det giver stor værdi for de ansattes trivsel, kvaliteten i opgaveløsningen, og dermed også arbejdspladsernes produktivitet, når ledere får bedre muligheder for at uddanne sig i at forbedre arbejdsmiljøet”

Formanden for LC, Anders Bondo Christensen, siger:

”I LC er vi tilfredse med, at der er blevet taget godt imod initiativerne med en lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø på statens område. Vi skal ikke acceptere, at de ansattes helbred forringes, når der ikke tages hånd om problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Det er derfor nødvendigt, at arbejdet med at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø prioriteres på alle arbejdspladser. Til det arbejde er lederuddannelsen et vigtigt værktøj. LC håber, at lederne og institutionerne vil bruge den nye mulighed for lederuddannelse i det psykiske arbejdsmiljø.””

Formanden for CO10, CO10 Jesper K. Hansen, siger:

”I CO10 glæder vi os over de positive tilbagemeldinger på den nye lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø. Vi skal have løftet kvaliteten af det psykiske arbejdsmiljø, og det løft forudsætter bl.a. bedre uddannelse af lederne. Lederuddannelsen i psykisk arbejdsmiljø giver lederne mulighed for at styrke deres kompetencer indenfor et område, der er afgørende for et godt arbejdsliv for alle ansatte. Samtidigt skabes der med uddannelsen mulighed for et netværk, hvor lederne får adgang til at drøfte svære problemstillinger og derved hjælpe med at gøre arbejdet med psykisk arbejdsmiljø mere håndgribeligt. ”

Ph.d. og underviser på uddannelsen, Malene Friis Andersen, siger:

”Jeg mødte en masse engagerede ledere, som var meget motiveret for at gøre en forskel for deres medarbejderes trivsel. De erkendte samtidig, at det ikke er nogen enkelt opgave. Deltagerne var meget åbne og gik meget konstruktivt til værks i forhold til at dele de udfordringer de oplever med at skabe et godt arbejdsmiljø, med at gøre brug af deres erfaringer, og konkret omsætte den viden og de redskaber, de fik på uddannelsen”

Læs hele rapporten her

Faktaboks:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mere om uddannelsen

Formålet med uddannelsen er at klæde statslige ledere yderligere på til forebyggelse samt håndtering af psykisk arbejdsmiljø på deres arbejdspladser. Uddannelsen er gennemført i Århus og København mellem november 2019 og maj 2020. Uddannelsen består af tre undervisningsdage og to netværksmøder indlagt mellem de tre undervisningsdage og under uddannelsen udarbejder den enkelte leder en udviklingsplan.

Mere om aftalen om ”Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø” i staten

I forbindelse med overenskomstaftalen i 2018 mellem Finansministeriet – nu Medarbejder- og Kompetencestyrelsen – og CFU blev det besluttet at udvikle ”Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø” til ledere i staten.

 

Kontaktoplysninger

Malene Salskov Amby
Akademikerne
msa@ac.dk

Søren Kreilgaard
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
SOKRE@medst.dk