Digitalt kursus i socialt og organisatorisk arbejdsmiljø for alle tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter

Vores planlagte kurser om socialt og organisatorisk arbejdsmiljø i dette forår måtte vi desværre aflyse på grund af Covid-19. Men med Coronakrisen er udfordringerne med arbejdsmiljøet ikke blevet mindre væsentlige. Derfor tilbyder Akademikerne nu kurset online. Kurset forløber over to adskilte dage og er for alle privat og offentligt ansatte arbejdsmiljø og tillidsrepræsentanter.

 

På vores digitale kursus i socialt og organisatorisk arbejdsmiljø får deltagerne viden og værktøjer til arbejdet med arbejdsmiljø – direkte fra sit hjemmekontor.

 

Et godt arbejdsmiljø er vigtigt for både den enkelte ansatte og arbejdspladsen som helhed. Derfor er det vigtigt, at der findes gode og holdbare løsninger i praksis på de udfordringer, der er med det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø, og her spiller arbejdsmiljørepræsentanter (AMR) og tillidsrepræsentanter (TR) en vigtig rolle.

 

På kurset lærer deltagerne, hvad socialt og organisatorisk arbejdsmiljø er, og hvordan det adskiller sig fra psykisk arbejdsmiljø. Der lægges desuden vægt på, at deltagerne på kurset får mulighed for at drøfte og arbejde med udfordringer fra deres egen hverdagspraksis, og hvordan de kan handle i praksis og bruge det, som de har lært, når de kommer tilbage på arbejdspladsen.

 

Kurset er både for privat og offentligt ansatte arbejdsmiljørepræsentanter – og tillidsrepræsentanter

Kurset er tilrettelagt sådan, at det er muligt for medlemmer på tværs af de akademiske medlemsorganisationer at deltage, og kurset er målrettet såvel privat som offentligt ansatte arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter. Dette giver kursisterne mulighed for at få et godt indblik i, hvilke fælles arbejdsmiljøudfordringer, der opstår på tværs af fag og brancher, og de får mulighed for at se og blive inspireret af, hvordan andre i en anden sektor arbejder for at skabe et godt arbejdsmiljø.

 

Kurset forløber over to adskilte dage:

• 15. juni fra kl. 10-15

• 22. juni fra kl. 10-15

 

Tilmelding foregår via den faglige organisation.

Underviserne er Louise Dinesen, (chefpsykolog i Hartmanns) og Tine Andresen (konsulent i Danmarks Psykologforening), som har undervist og specialiseret sig i arbejdet det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø gennem mange år.

Kurset foregår via programmet Zoom. Der er mulighed for at deltage i en kort introduktion af og hjælp til brug af programmet forud for kurset, så man som deltager er sikker på og tryg ved den digitale deltagelse.

Selvom kurset foregår digitalt, vil der blive lagt vægt på, at deltagerne deltager aktivt i diskussioner og samarbejder undervejs.

 

Ønsker du at tilmelde dig kurset?

Tilmelding til kurset foregår via den faglige organisation. Læs mere om arbejdsmiljøuddannelsen i socialt og organisatorisk arbejdsmiljø her.

Tilmeldingsfristen er den 29. maj 2020.

 

Baggrund for kurset i socialt og organisatorisk arbejdsmiljø

I Akademikerne besluttede vi at lave en ny arbejdsmiljøuddannelse for arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter i forbindelse med vores nye arbejdsmiljøstrategi. Det er en strategi, hvor vi lægger vægt på at gå fra at tale om det psykiske arbejdsmiljø til at tale om organisatorisk og socialt arbejdsmiljø.

I Akademikerne ønsker vi at bevæge os væk fra de meget individuelle løsningsstrategier, som vi ser på mange arbejdspladser i dag i forbindelse med håndteringen af arbejdsmiljøet. Vi skal i stedet have løsninger på et organisatorisk niveau, fordi disse virker stærkere på længere sigt, og derfor danner et bedre udgangspunkt for arbejdet henimod at sikre et mere bæredygtigt arbejdsliv for alle. Dette er baggrunden for vores tilbud om kursus til vores medlemmer samt for vores mere politiske arbejde på området som faglig hovedorganisation.