DEBAT: Regeringens dimensioneringsmodel er en nødvendighed, men den bærer præg af skrivebordstænkning, skriver formand for Akademikerne, Finn R. Larsen, i et debatindlæg bragt i Altinget den 21. oktober 2014.

Siden uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen offentliggjorde sin model for dimensionering af de videregående uddannelser, har der raset en veritabel talkrig mellem universiteter og ministerium om modellens effekt og konsekvens. Særligt universiteterne har skudt med skarpt på det, der lignede et ministerielt overraskelsesangreb.

Ikke at det burde komme bag på nogen, at ministeriet arbejdede med en dimensioneringsmodel. Regeringen gjorde Kvalitetsudvalgets forslag om dimensionering til sit eget i Aftale om Vækstpakke 2014, som blev indgået med flere af Folketingets partier før sommerferien. Men det var dog alligevel overraskende for de fleste, at regeringen valgte at gå ud med sin egen model, tilsyneladende uden om universiteterne.

Akademikerne har fra start anerkendt nødvendigheden af dimensionering af uddannelser med vedholdende høj dimittendledighed. Det er velkendt AC-politik, at der nødvendigvis må tilstræbes en rimelig balance i kandidatproduktionen og arbejdsmarkedsbehovet. Dette er på ingen måde nogen simpel øvelse. Akademikerne har derfor påpeget, at en dimensioneringsmodel skal udvikles i samarbejde og delt ansvar mellem ministerium og universiteterne.

En dimittendledighed på over 30 pct. hverken kan eller må ignoreres. Hver måned mister 45 unge dimittender retten til dagpenge efter i to år forgæves at have forsøgt at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er dybt ulykkeligt for den enkelte, når flere års studier ikke fører til andet end til en plads i ledighedskøen. Og det er spild af samfundskroner, når uddannelse ikke kapitaliseres i skatteindtægter.

At Akademikerne anerkender brugen af dimensionering som ét ud af flere håndtag, skal ikke (misfor)tolkes som begejstring over dimensioneringsmodellens indretning som den fremstår for nærværende. For modellens indretning afspejler en skrivebordstænkning, der ikke i tilstrækkelig grad synes at have blik for modellens utilsigtede konsekvenser, når den skal ud at virke på universiteterne.

Derfor er det også positivt, at ministeriet og universiteterne nu tilsyneladende har sat sig sammen for at drøfte modellens forudsætning og indretning med henblik på at finde en fælles løsning. Akademikerne har opfordret til, at næste skridt bliver, at ministeriet inviterer til en bredere drøftelse af, hvordan en mere fremadrettet dimensioneringsmodel kan udformes, så den kan benyttes snarest muligt. I dette arbejde må taxametersystemets incitamentsstruktur nødvendigvis også medtænkes.

Set fra Akademikerne har modellen den væsentlige svaghed, at den alene dimensionerer ud fra historiske ledighedstal, hvorved den bliver bagud skuende og endimensionel. Risikoen herved er, at man risikerer at reducere på de forkerte uddannelser og tilsvarende freder uddannelser, hvor sund fornuft ville tilsige, at det ville være betimeligt at bremse en smule op. Regler skaber som bekendt adfærd, og en utilsigtet konsekvens kan meget vel være incitament til at skrue op på nogle uddannelser – ikke fordi der er stigende efterspørgsel efter uddannelsens kandi-dater – men for at afbøde faldende STÅ-indtægter fra uddannelser, der har fået pålagt et optagelsesloft.

Dimittendledigheden løses ikke alene ved dimensionering. Så langt fra. Det udestår fortsat, at regeringen viser vilje til en tilsvarende aktivistisk vækst- og beskæftigelsespolitik. Beregninger viser, at der årligt skal skabes godt 10.000 nye akademikerjobs, hvis vi som samfund for alvor skal høste frugterne af vores uddannelsesinvesteringer. Derfor er der helt åbenlyst samtidig behov for en særlig indsats rettet mod jobskabelse for højtuddannede i det private erhvervsliv.

Ikke kun af hensyn til dimittenderne, men i høj grad også af hensyn til virksomhederne. For der er et uudnyttet vækst- og produktivitetspoten-tiale, i særligt de små og mellemstore virksomheder, som højtuddannede med deres viden og kompetencer kan bidrage til at realisere. Her har regeringen fortsat tilbage at vise handling. Akademikerne efterlyser i den grad, at regeringen fremlægger en vækst- og beskæftigelsespolitik, der kan kompetenceløfte den store del af dansk erhvervsliv, der ikke har erfaring med højtuddannet arbejdskraft.

Akademikerne hæfter sig afslutningsvist ved, at uddannelsesministeren har understreget, at dimensioneringen ikke skal ses som en sparerøvelse, men et ønske om at omfordele studiepladser fra uddannelser med ringe jobperspektiver til uddannelser med tilsvarende gode. Det udsagn har vi tænkt os at holde ministeren op på. Men hvis ministerens ord ikke skal risikere at klinge hult, må der også anvises midler til de omstruktureringer som nødvendigvis må finde sted, når et større antal studerende skal finde andre studiepladser fra næste år.