Effektiv jobordning for akademikere bliver nedlagt

Berl/1/Niklas Ernst/23.08.13 (13)

Ledigheden blandt nyuddannede akademikere stiger voldsomt.
Alligevel er der fra årsskiftet ikke flere penge til effektiv
dimittendjobordning. Netop frigivne tal viser, at man med ordningen
Akademikerkampagnen på halvandet år har fået 1.800 akademikere i arbejde. Målet
har været at få dimittenderne ud i virksomhederne frem for i den offentlige sektor.
Sekretariatschef i Akademikerne Jens Mølbach peger på, at det især er de små-
og mellemstore virksomheder, man skal bejle til, når de nyuddannede akademikere
skal i arbejde, og det bakkes op af tal fra Djøf, som viser, at otte ud af ti
private virksomheder herhjemme ikke har en akademiker ansat.
Arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq (R) siger, at man tager de nye tal fra
evalueringen til efterretning. “Jeg har noteret mig de gode effekter af denne
her ordning. På baggrund af den vil jeg se, om vi kan gøre noget for at sikre
nogle penge. Det er noget, jeg vil tage op med beskæftigelsesministeren. Men
der er ikke lagt noget fast,” siger Nadeem Farooq. Hos Enhedslisten er man
optimistisk, når det drejer sig om at finde de fem millioner, som Beskæftigelsesministeriet
årligt finansierer ordningen med. Akademikernes formand, Ingrid Stage, har
svært ved at forstå, at der ikke er råd til at fortsætte ordningen. “Fem
millioner er i et finanslovsperspektiv jo ikke særlig mange penge. Desuden skal
man også se indsatsen som en investering. Skal man endelig kigge på
regnestykket, så kunne man kigge på, hvor meget man sparer i dagpenge til dem,
som er kommet i arbejde,” siger hun og fortsætter: “Vi er slet ikke færdige med
arbejdet. 1.800 jobmatch er et flot tal, men vi mangler stadig at få 10.000
personer i arbejde. Derfor er det vigtigt, at vi får lov til at fortsætte. Men
man skal også tænke langsigtet. 80 procent af virksomhederne, vi har været i
kontakt med, er nu mere tilbøjelige til at ansætte akademikere. Samtidig får vi
akademikere ud i hele landet, hvor der traditionelt har været langt mellem
mennesker med en lang, videregående uddannelse.” Dimittendledigheden nåede i
juni måned 32,1 procent, hvilket nærmer sig rekordtallene fra starten af
1990’erne, hvor den kom op på omkring 35 procent.