Fasthold balancen mellem fri og strategisk forskning

Regeringen har meldt klart ud inden forhandlingerne om forskningsreserven: Den vil prioritere den strategiske forskning og innovation i Innovationsfonden og foreslår 0 kr. fra reserven til Det Frie Forskningsråd. Akademikerne finder det meget uheldigt, hvis man på grund af besparelserne i så voldsom grad forskubber balancen mellem frie og strategiske konkurrencemidler. Vi opfordrer politikerne til at finde flere penge til den frie forskning.

”Det Frie Forskningsråd har en meget vigtig funktion i det danske forskningssystem, idet de fem faglige forskningsråd støtter forskernes egne projekter ud fra en bottom-up tilgang. Pengene til Det Frie Forskningsråd går til vækstlaget i dansk forskning, og vi kan meget vel komme til at skære den gren over, som vi selv sidder på, hvis midlerne reduceres så væsentligt, som regeringen har lagt op til,” udtaler Finn R. Larsen, formand for Akademikerne.

”De penge, som Det Frie Forskningsråd uddeler, bidrager i høj grad til at styrke fødekæde i dansk forskning, og pengene kommer i sidste ende til at mangle blandt de unge talentfulde forskere på universiteterne,” fortsætter han.

Forhandlingerne om forskningsreserven går i gang nu, og det tegner til at blive en vanskeligere øvelse end ellers på grund af de bebudede besparelser på de samlede konkurrenceudsatte midler. Både Innovationsfonden og Det Frie Forskningsråd er truet af væsentlige besparelser, hvis de ikke får tildelt midler fra forskningsreserven. Men som oplægget fra regeringen ser ud nu, så kan Det Frie Forskningsråd blive den store taber med knap 400 mio. kr. mindre end i 2015, mens Innovationsfonden kan holde skindet på næsen med ”kun” 100 mio. kr. mindre.

Akademikerne frygter, at det kan få alvorlige konsekvenser for dansk forskning at forskubbe balancen mellem de frie og de strategiske konkurrencemidler i den grad, som det er foreslået af regeringen. Vi vil derfor opfordre politikerne til at finde flere midler til den frie forskning til fordeling via Det Frie Forskningsråd.