Fasthold finansieringen af forskning og uddannelse – også uden globaliseringsmidler

Mens vi venter på regeringens finanslovsudspil er det tid at se på finansieringen for 2013.

 

Når vi vinker farvel til 2012 og den nye finanslov for 2013 træder i kraft, må vi også sige goddag til en situation, hvor der ikke længere er globaliseringsmidler til at finansiere en lang række aktiviteter inden for forskning, uddannelse og innovation. Velfærdsforliget, som finansierede globaliseringsmidlerne er sagt op, og de sidste reserver for 2012 blev fordelt i efteråret 2011.

Globaliseringsmidlerne har ellers i en årrække bidraget til at finansiere kendte og nødvendige aktiviteter som basismidler til universiteterne, videnpiloter til SMV’erne og taxameterløft på humaniora og samfundsfag. Når de ekstra midler falder bort vil der være færre penge til mange forskellige aktiviteter inden for forskning, uddannelse og innovation – medmindre politikerne bevilger nye penge til at dække gabet.

Heldigvis blev der med finansloven for 2012 afsat en pulje på knapt 2,8 mia. kr. i 2013 og på knapt 3 mia. kr. i hhv. 2014 og 2015 til videreførelse af globaliseringsindsatsen. Problemet er, at denne pulje ikke rækker til at fylde samtlige huller i finansieringen. Dermed kommer politikerne på en svær opgave med at finde flere midler til området eller alternativt at prioritere hårdere mellem aktiviteterne.

AC opfordrer politikerne til at finde de ekstra midler, der skal til for at fortsætte det nuværende aktivitetsniveau inden for forskning, uddannelse og innovation. Der er brug for stabilitet på området for at fastholde de styrkepositioner, som Danmark har opnået gennem de seneste seks års investeringer.

Regeringen har sat sig ambitiøse mål på uddannelsesområdet, og det bliver spændende at se, om der også følger den nødvendige finansiering med. Regeringen har også siden sin tiltræden fastholdt, at der årligt skal afsættes minimum 1 pct. af BNP til offentlige midler til forskning, og at dette niveau skal opfattes som et gulv og ikke et loft. Nu er det tiden at vise, at det ikke bare er en talemåde.

I det vedhæftede notat uddybes, hvor mange penge, der er at fordele, og hvor meget der skal til for at fastholde det nuværende aktivitetsniveau.