FFL16: Kom landdistriktsvækstpiloter i vækstpakken

Regeringen vil gerne skabe grobund for flere job uden for de store byer. Akademikerne opfordrer derfor regeringen til at huske på sit eget gode forslag fra valgkampen om ”Landdistriktsvækstpiloter”, inden de binder sløjfe på deres kommende vækstpakke.

 

Regeringen vil have vækst i hele Danmark. Det er en af hovedprioriteterne i det netop fremlagte finanslovsforslag for 2016, hvor regeringen foreslår, at der afsættes 150 mio. kr. årligt til initiativer, der vil blive konkretiseres i en kommende vækstpakke: ”Vækst i hele landet”. Samtidig er der dog lagt op til at skære i alt 700 mio. kr. på erhvervsfremmeindsatsen i 2016 og 2017. Disse forslag kan hurtigt komme til at modarbejde hinanden.

En effektiv vej frem til at realisere regeringens vækstmål er at hjælpe til, at der kommer mere viden ud i de tusinde af mindre virksomheder, som ligger i landdistrikterne i Danmark. Den opgave kan løses ved, at regeringen i sin kommende vækstpakke sørger for, at der etableres toårige landdistriktsvækstpiloter, der kan sikre flere højtuddannede i virksomheder i landdistrikterne.

”Vi ved, at der ligger et stort uindfriet potentiale for vækst, udvikling og jobs, når mindre private virksomheder og ledige akademikere finder sammen. Derfor er der ingen tid at spilde, regeringen skal ud af starthullerne og sikre, at erhvervslivet i landdistrikterne får nemmere adgang til nye kompetencer og viden”, siger Finn R. Larsen, formand for Akademikerne.

Der er mange gode grunde til, at regeringen går efter at få en landdistriktsvækstpilot-ordning op at flyve.

Når en virksomhed ansætter en akademiker, stiger produktiviteten i snit med 500.000 kr. efter lønudgifterne er betalt. Samtidig ved vi, at ansættelsen af den første akademiker typisk skaber seks efterfølgende ikke-akademiske jobåbninger i virksomheden. En anden vigtig grund, er at en ordning som ”landdistriktsvækstpilot” vil øge velstanden i hele Danmark. Tal viser, at Danmark kan øge sit BNP med 20 mia. kr. hvis vi får flere højtuddannede ud i den private sektor generelt og kommer på niveau med de europæiske top-5 OECD lande.

Oveni vil en landdistriktsvækstpilotordning give staten en besparelse på 2500 kr. om måneden for hver ledig akademiker, der flyttes fra dimittendsats i dagpengesystemet og i job. En landdistriktsvækstpilot en rigtig god forretning – for landdistrikterne, for virksomhederne, og for hele Danmark.