Debatindlæg fra AC: Det er svært at være uenig i vigtigheden af at få brudt den negative sociale arv. Men kæden hopper altså af, når man som Kraka foreslår forringelse af et SU-system, der netop har vist sin effekt i forhold til at få mindsket den sociale arv.

Tænketanken Kraka positionerer sig som fortaler for forringelse af SU-systemet ud fra en god hensigt om at få gjort op med den negative sociale arv i det danske uddannelsessystem. Kraka mener at kunne påvise, at det ikke er lykkedes via SU-systemet at mindske den sociale arv. Derfor bør man tage konsekvensen og afskaffe det ekstra SU-år og bruge den sparede milliard kroner til at sætte målrettet ind over for negativ sociale arv. Krakas slutning baserer sig desværre på et yderst diskutabelt grundlag.

Danske erfaringer
For det første er det ikke korrekt, at det danske SU-system ikke har haft nogen indvirkning i forhold til at mindske den sociale arv. Et nyt forskningsprojekt fra AKF påviser for eksempel den positive sammenhæng forhøjelsen af SU, med SU-reformen i 1988, havde i forhold til at nedbryde den sociale arv. Den høje SU skabte mere lige adgang til uddannelse og mindskede frafaldet. Og ganske interessant var effekten på frafald størst for studerende fra lavere sociale kår målt på forældrenes uddannelsesbaggrund. Der er således ikke belæg for Krakas påstand om, at det danske SU-system ikke mindsker den sociale arv, tværtimod.

Engelske erfaringer
I stedet anvender Kraka i sin argumentation en engelsk undersøgelse om social arv fra 2004 (National Statistics, Focus on Social Inequalities 2004). I debatindlægget her i Altinget den 11. juni skriver Jonas Zielke Schaarup og Esben Anton Schultz fra Kraka, således på baggrund af denne undersøgelse, at “i fx England, hvor uddannelsessystemet i høj grad er baseret på brugerbetaling, har den sociale baggrund stort set ingen betydning for, om personer med de samme resultater fra den afsluttende del af “gymnasiet” begynder på en uddannelse”.

Krakas brug af den engelske undersøgelse som referenceramme for deres forslag om SU-forringelser er igen særdeles diskutabelt. Problemet er, at den engelske undersøgelse viser udviklingen i social mobilitet fra 1960 – 2001, mens brugerbetaling først blev indført i England i 1998, dvs. at brugerbetaling kun er aktuelt i undersøgelsens sidste år. Endvidere viser tallene som der refereres til, alene tilgangen til videregående uddannelse, og altså intet om frafald og gennemførelse i forhold til social tilhørsforhold og indførelsen af brugerbetaling.

Hvis man gør sig den ulejlighed at få fat i den engelske rapport, vil man faktisk kunne læse, at der altid har været en signifikant forskel mellem de forskellige socialklassers deltagelse i videregående uddannelse i England og at denne forskel – og dermed den negative sociale arv – kun er blevet større gennem årene. Undersøgelsen viser derudover, at den sociale baggrund er bestemmende for, om man læser på et velestimeret eller middelmådigt universitet. Personer fra lavere sociale kår (manual socio-economic backgrounds) er således mindre tilbøjelige til at blive optaget på et eliteuniversitet (såkaldt Russel Group Universities, der blandt andre inkluderer Oxford, Cambridge og LSE). England har altså med den førte uddannelsespolitik ikke været i stand til at bryde den sociale arv, tværtimod.

Tyske erfaringer
Hvis Kraka endelig vil gøre brug af udenlandske erfaringer, vil jeg foreslå, at de vender blikket mod Tyskland. I 2005 fik de tyske delstater mulighed for at indføre brugerbetaling på de videregående uddannelser. Nogle delstater, blandt andet Niedersachsen benyttede sig af den mulighed mens andre, blandt andet Schleswig Holstein fastholdt gratisprincippet. Et forskningsprojekt fra University of Michigan påviser, at den tyske introduktion af brugerbetaling rammer socialt skævt. I 2004 svarede 76 pct. af unge med lav social baggrund i begge delstater bekræftende på, at de havde planer om at uddanne sig. Derfor er det interessant, at gratisprincip-delstaten Schleswig Holsten fra 2004 – 2007 realiserede en vækst på 15 procentpoint i tilgangen af unge fra svage sociale kår til de videregående uddannelser, mens Niedersachsen kun realiserede en vækst på 5 procentpoint for samme socialklasse i samme periode. Brugerbetalingens effekt på den sociale mobilitet er således markant.

Netop udsigten til at skulle stifte gæld for at uddanne sig, er en afgørende barriere for personer fra lavere sociale kår. OECD har fx påpeget, at lån afholder unge fra mindre velstillede familier fra at starte på en uddannelse. Samme aversion mod at gældsætte sig for at kunne uddanne sig, finder man ikke hos unge med en velstillet eller veluddannet familiebaggrund. En forringelse af SU-systemet kan således risikere at ramme socialt skævt og dermed gøre det sværere at bryde den negative sociale arv.

Kraka foreslår, at der mere målrettet sættes ind overfor den negative sociale arv i uddannelsessystemet, dog uden at blive konkret. Det er svært at være uenig i vigtigheden af at få brudt den negative sociale arv. Men kæden hopper altså af, når man som Kraka foreslår forringelse af et SU-system, der netop har vist sin effekt i forhold til at få mindsket den sociale arv.

Indlægget er bragt i Altinget den 19. juni 2012.