Forlig om SU og fleksjob skader mer end det gavner

Regeringen indgik i går forlig med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om SU og fleksjob. Aftalen er en del af regeringens 2020-reformpakke, men begge forlig rummer elementer, der risikerer at få uønskede sideeffekter.

 

Begrænsninger i SU kan give længere studietider
Regeringens bud på en reform af SU kan reelt give den modsatte effekt af den ønskede – nemlig længere studietider i stedet for kortere. Begrænsning af SU til normeret tid og øget fribeløb vil sende mange – særligt studieskifterne – ud i mere erhvervsarbejde i slutningen af studiet og dermed forlænge studietiden. Øget frafald af økonomiske grunde er også en risiko.

Regeringen har alene indgået SU-aftalen med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, og dermed er der reelt tale om forligsbrud, for de øvrige forligsparter i oppositionen får et fait accompli: Stem for det foreliggende resultat eller opsig forliget.

Aftalen forudsættes at bidrage med 1 mia. kr. ved en række omlægninger af SU-systemet, der har til formål at få de unge til at påbegynde og afslutte deres uddannelse tidligere end i dag. En del af gevinsten skal komme ved, at der sker en forøgelse af arbejdsudbuddet, som resultat af at de unge kommer hurtigere igennem.

Først og fremmest skal SU’en begrænses til normeret tid, og der skal ske en fremrykning af 1,08 reglen, så der kun beregnes en højere karakter for den adgangsgivende eksamen, hvis den videregående uddannelse påbegyndes inden for et år. Derudover lægges der op til forhøjelse af fribeløbet, så de studerende kan arbejde mere under studiet uden at blive trukket i SU og til brug af bonusordninger, som dog ikke er beskrevet nærmere. Den tidligere bebudede afskaffelse af SU til ungdomsuddannelserne er dog ikke med i aftalen.

AC vil påpege, at de studerende ved studiestart faktisk er blevet markant yngre gennem de seneste fem år, sandsynligvis fordi de har lyttet til politikernes budskab om at komme hurtigere igennem, og fordi de hidtidige tiltag har virket. Set i det lys vil AC advare mod de negative følgevirkninger af at omlægge SU-systemet. Følgerne af at forringe SU’en kan blive et lavere uddannelsesniveau, fordi flere falder fra af økonomiske grunde, når SU-perioden begrænses.

AC skal også minde om, at Danmark ligger i top tre i OECD på den yngre del af befolkningens uddannelsesniveau. Det ekstra SU-år har en central betydning for den flotte placering, fordi det gør det muligt at vende negativt frafald fra en uddannelse til et positivt omvalg – fremfor at den videre uddannelse opgives helt.

Nedlukning af fleksjobordningen for højtuddannede
Regeringen har også indgået aftale med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om en begrænsning af fleksjobordningen. Aftaleteksten er sparsom, men det ser ud til, at forligspartierne tiltræder den fleksjobreform, som Regeringen præsenterede i december 2010 i udspillet med overskriften “Forebyggelse, fleksibilitet og rummelighed”.

I den nye fleksjobordning bliver fleksjob midlertidige og baseret på en ny tilskudsmodel. Tilskuddet – som højest kan svare til den maksimale dagpengesats (cirka 200.000 kr. om året) – bliver kraftigt nedreguleret i forhold til en stigende lønprofil. Den nye ordning bliver ende factonedlukning af tilskudsmulighed til akademikere med forudgående erhvervserfaring. Hvor en fleksjobansat med en månedsløn på ca. 35.000 kr. under den nuværende ordning kunne få fuldt tilskud, så vil den samme fleksjobansat under den nye ordning slet ikke kunne bevilliges tilskud. Den stejle nedregulering af tilskuddet sætter ind ved månedslønninger omkring de 25.000 kr.

AC skal stærkt beklage, at en visionær ordning, der havde til hensigt at bidrage til, at alle på arbejdsmarkedet kunne fastholdes i job, på denne måde ændres til en ordning, der kun retter sig mod den del af arbejdsmarkedet, hvor man har de laveste lønninger. Det bliver svært at inddrage vidensarbejdere med begrænset arbejdsevne i nye funktioner, og i værste fald vil denne reform betyde parkering af flere højtuddannede på førtidspension.

Læs aftaleteksten

Mere information:
Sekretariatschef Jens Mølbach, tlf. 22 49 58 57
Chefkonsulent Karen Skytte, tlf. 22 49 58 65
Chefkonsulent Rasmus Conradsen, tlf. 22 49 58 67