Fra jobtager til jobskaber

Regeringen arbejder med en ny national innovationsstrategi, hvor et nøgleområde er at øge innovationskapaciteten. En af vejene til det er at gøre op med lønmodtagerkulturen blandt kandidater fra universiteterne og skærpe de studerendes interesse for at skabe deres eget job.

De unge højtuddannede kan ikke længere regne med, at der står et job klar til dem, når de er færdige. Derfor må vi øge forventningen til dem om, at de selv via innovation og entreprenør-skab kan udvikle ikke bare nye produkter og services, men også nye typer af jobs og karrierer.

Heldigvis øges de studerendes iværksætterlyst, og hver tredje kandidatstuderende og dimittend overvejer nu at blive selvstændig. Universiteterne er også godt i gang med aktiviteter knyttet til entreprenørskab og iværksætteri. Men der er lang vej endnu, før der er tilbud til alle, og før innovationskulturen er integreret i uddannelserne.

Vi har brug for universiteter og undervisere, som systematisk fremmer innovationen, og som helt fra start har forventning om, at de studerende kan omsætte deres nye viden og kompe-tencer til værdi for dem selv og samfundet. Studiets faglige erkendelsesproces må også levne plads til tanker om en fremtidig indsats.

Universiteterne må øge antallet af aktiviteter, hvor de studerende kan styrke deres evner for innovation og entreprenørskab – og innovationskulturen må integreres bedre i den ordinære undervisning. Der må skabes mødesteder, hvor de studerende kan få direkte kontakt til virk-somhedsrepræsentanter og fagfolk, som arbejder med innovation og iværksætteri.

Virksomhederne skal mere ind i undervisningen og præsentere de studerende for virkelige problemer. Flere studerende skal i løbet af studierne arbejde med at løse konkrete opgaver for offentlige og private virksomheder, og langt flere studerende skal i praktik.

Det er en god samfundsinvestering at styrke de studerendes iværksætterkultur, men der er også brug for en slags starthjælp, der gør det muligt at komme i gang som iværksætter. For den største udfordring er udslusningen til arbejdsmarkedet, hvor den innovative dimittend skal videre med at realisere sine idéer – og ikke ende i dagpengekøen.

Debatindlæg af Erik Jylling, formand i AC, bragt i Jyllands-Posten.