Godt nytår til alle!

Akademikernes formand Lars Qvistgaard har gjort status på et år, der ikke blev som vi havde regnet med.

“Kære venner, følgere og samarbejdspartnere

Sikke et år. Trangen til en frisk start og et nyt år, der ikke ligner det gamle, har sjældent været så stærk, som den er nu.

Da Corona ramte, stillede det nye krav til os alle. Blandt Akademikernes medlemmer har sundhedspersonalet løbet hurtigere end nogensinde, underviserne har digitaliseret deres undervisning på rekordfart, tusindvis af medarbejdere har jongleret helt nye problemstillinger fra fra hjemmekontoret og sådan kunne jeg blive ved. De nye udfordringer har krævet nytænkning og nye samarbejder på tværs af faggrupper, som samfund skal vi være taknemmelige for alle dem, der har knoklet for at få enderne til at mødes – både foran og bag kulisserne.

Med sundhedskrisen fulgte en økonomisk krise. Det både var og er afgørende for Akademikerne, at vores krisehåndtering peger fremad og sikrer, at vi kommer stærkere ud af krisen. Derfor fremlagde vi i foråret “Danmark tilbage på sporet”, hvor vi gav 34 forslag til at kickstarte dansk økonomi.

Derudover har vi fra krisens start gjort en stor og vedvarende indsats for at undgå at stå med en Corona-generation af unge ledige. Det arbejde nåede sin foreløbige kulmination, da beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i efteråret nedsatte ‘Partnerskab for dimittender i arbejde’. Det har vi i Akademikerne arbejdet for længe, og partnerskabet er allerede godt i gang.

Selvom 2020 i høj grad har stået i Coronaens tegn, blev det også året, hvor kampen mod sexisme endelig nåede Danmark. Branche efter branche har modige kvinder og mænd understreget, at sexisme og seksuelle krænkelser er et problem, som vi på hele det danske arbejdsmarked skal tage alvorligt. Lige inden jul satte Akademikerne sig ved det virtuelle bord til trepartsforhandlinger om sexisme og seksuelle krænkelser, og jeg håber og tror, at vi sammen med regeringen og de øvrige blandt parterne i 2021 får taget nogle store og vigtige skridt for at komme problemerne til livs.

Jeg vil også fremhæve en god nyhed fra de interne linjer. 2020 blev nemlig også året, hvor Akademikerne og vores medlemsorganisationer indgik en ny hovedaftale med Kooperationen. Det håber jeg kan være med til at sikre bedre forhold for akademikere ansat i bl.a. NGO-sektoren, hvor arbejdsforholdene ofte er pressede.

Selvom 2020 på mange måder har været ekstraordinært, så er der ikke noget, der peger på, at 2021 bliver mindre travlt og udfordrende. Vi er netop gået i gang med at forhandle ny overenskomst for de offentligt ansatte, der skal falde på plads i løbet af foråret.

På den politiske bane har vi allerede fokus rettet mod finansloven for 2022. For selvom finansloven for 2021 indeholder vigtige sejre på bl.a. uddannelsesområdet, blev det ikke i år, at vi fik det nødvendige løft af et presset dagpengesystem. Det er en fejl, der skal rettes op på i finansloven for 2022.

Godt nytår!

Lars