Gør iværksætterpilotordningen permanent – det er en god investering

Innovationsfondens iværksætterpilotordning er en stor gevinst for væksten i Danmark. Derfor bør ordningen gøres permanent.

 

Innovationsfonden har netop åbnet op for fjerde og sidste ansøgningsrunde af iværksætterpilotordningen, som giver højtuddannede, der ønsker at blive selvstændige en hjælpende hånd til at gøre deres forretningsideer til virkelighed.

Danmark har brug for iværksættere – de står for hovedparten af nettojobskabelsen. Derfor er det også så vigtigt, at Innovationsfondens iværksætterpilotordning føres videre og overgår fra at være et lille pilotprojekt til at blive en permanent ordning.

Iværksættervirksomheder er ikke kun mere produktive end etablerede virksomheder. De er også mere uddannelsesintensive og har en tendens til at betale højere lønninger, viser en undersøgelse fra Rockwoolfonden fra november 2015.

Akademikerne opfordrer derfor regeringen og Innovationsfonden til at gøre iværksætterpilotordningen permanent og sikre den nødvendige finansiering og investering, for både beskæftigelsen og produktiviteten vokser hurtigt i virksomheder skabt af studerende og nyuddannede med en videregående uddannelse.

Iværksætterpilotordningen har de seneste 2 år dannet affyringsrampe for ca. 60 talentfulde nyuddannede i deres arbejde med at starte egen virksomhed. Det er en mulighed, som skal bevares for at styrke et dynamisk erhvervsliv i Danmark.

Læs mere om iværksætterpilotordningen og ansøgningskriterierne på Innovationsfondens hjemmeside, hvor man også kan ansøge om optagelse