Hårdtslående argumenter mod brugerbetaling

JP/1/Akademikernes formand/02.07.13 (26)

I dagens udgave af Jyllands-Posten skriver formanden for
Akademikerne følgende: Stina Vrang Elias fra tænketanken DEA
synes at benytte enhver anledning til at debattere brugerbetaling på
uddannelse, senest i JP 24/6. Ikke fordi DEA nødvendigvis går ind for
brugerbetaling, kan man forstå. Nej, DEA’s bekymring er angiveligt, at den
demokratiske debat hæmmes, når forslag om brugerbetaling slås ned. Lidt på
samme måde som de små frøer i “smadre-en-frø-spillet” i Tivoli, der slås ned med
en gummihammer, kan man forstå på Stina Vrang Elias. Argumenterne mod
brugerbetaling på uddannelse er ganske rigtigt hårdtslående, så langt vil jeg
give Stina Vrang Elias ret, men hun er ude i et demagogisk ærinde, når hun
sammenligner modstanderne af brugerbetaling som hårdtslående gummihammere, mens fortalerne for brugerbetaling i hendes italesættelse er båret af saglighed og
fornuft. Lad mig minde om, at det allertungeste argument mod brugerbetaling er
brugerbetalingens negative effekt på den sociale mobilitet i uddannelserne og
dermed undermineringen af velfærdssamfundets princip om lige adgang til uddannelse, uanset økonomisk eller social baggrund. Brugerbetaling er derfor ikke blot et spørgsmål om at finde ekstrafinansiering til uddannelserne eller at motivere de
studerende til hurtigere gennemførelse. Debatten om brugerbetaling på
uddannelse handler om noget større, nemlig hvilken type samfund vi ønsker. Syd
for den danske grænse har vi adgang til hårdtslående evidens. I 2006 fik de
tyske delstater mulighed for at opkræve 500 euro pr. semester i brugerbetaling.
Nogle delstater fastholdt gratisprincippet, mens andre delstater valgte at
indføre brugerbetaling.

Et tysk studie viser, at de delstater, der indførte brugerbetaling, oplevede en
negativ effekt i søgningen til videregående uddannelser blandt unge fra
uddannelsesfremmede familier, mens brugerbetaling ingen effekt havde blandt
unge fra uddannelsesvante familiebaggrunde. Altså en tydelig social skævhed.