Debatindlæg af formanden for Akademikerne bragt i JP tirsdag den 2. juli 2013.

Stina Vrang Elias fra tænketanken DEA synes at benytte enhver anledning til at debattere brugerbetaling på uddannelse, senest i nærværende avis, den 24. juni. Ikke fordi DEA nødvendigvis går ind for brugerbetaling, kan man forstå. Nej, DEA’s bekymring er angiveligt, at den demokratiske debat hæmmes, når forslag om brugerbetaling slås ned. Lidt på samme måde som de små frøer i “smadre-en-frø-spillet” i Tivoli, der slås ned med gummihammer, kan man forstå på Stina Vrang Elias.

Den seneste lejlighed for DEA til at tale brugerbetaling, opstod, da Venstres Esben Lunde Larsen i medierne talte positivt om brugerbetaling, for hurtigt at blive undsagt af sin gruppeformand, Kristian Jensen. Det man kan udlægge af det forløb, er, at Venstre officielt er modstander af brugerbetaling på uddannelse.

Argumenterne mod brugerbetaling på uddannelse er ganske rigtig hårdslående, så langt vil jeg give Stina Vrang Elias ret. Men Stina Vrang Elisas er ude i et demagogisk ærinde, når hun sammenligner modstanderne af brugerbetaling som hårdslående gummihammere, mens fortalerne for brugerbetaling, i hendes italesættelse, er båret af saglighed og fornuft.

Lad mig minde om, at det allertungeste argument mod brugerbetaling er brugerbetalingens negative effekt på den sociale mobilitet i uddannelserne, og dermed undermineringen af velfærdssamfundets princip om lige adgang til uddannelse uanset økonomisk eller social baggrund. Brugerbetaling er derfor ikke blot et spørgsmål om at finde ekstrafinansiering til uddannelserne eller at motivere de studerende til hurtigere gennemførelse. Debatten om brugerbetaling på uddannelse, handler om noget meget større, nemlig hvilken type samfund vi ønsker.

Syd for den danske grænse har vi adgang til hårdslående evidens. I 2006 fik de tyske delstater mulighed for at opkræve 500 Euro pr. semester i brugerbetaling. Nogle delstater fastholdt gratisprincippet mens andre delstater valgte at indføre brugerbetaling. Et tysk studie viser, at de delstater der indførte brugerbetaling oplevede en negativ effekt i søgningen til videregående uddannelser blandt unge fra uddannelsesfremmede familier, mens brugerbetaling ingen effekt havde blandt unge fra uddannelsesvante familiebaggrunde. Altså en tydelig social skævhed. Senest har delstaten Baden-Württemberg droppet brugerbetalingen og genindført gratisprincippet. Manglen på kvalificeret arbejdskraft er en af bevæggrundene.