Højesteretsdom i sag om tidsbegrænsede stillinger

Roskilde Universitet er blevet dømt for at krænke rettighederne for ansatte i tidsbegrænsede stillinger. Uddannelses- og Forskningsministeriet bør tage stilling til konsekvenserne af dommen med drøftelser af stillingsstrukturen på universiteterne.

Højesteret har den 17. april 2018 afsagt dom i en sag, som Akademikerne har ført mod staten, Roskilde Universitet, på vegne af fire undervisere, som gennem deres mangeårige tilknytning til Roskilde Universitet var blevet fornyet i flere tidsbegrænsede stillinger.

De fire undervisere havde alle i langt størstedelen af deres arbejdsliv været ansat på Roskilde Universitet. Bortset fra enkelte perioder var de kontinuerligt ansat i tidsbegrænsede deltidsstil­linger uden ret til pen­sion. De havde ikke haft hovedstillinger andet sted. De havde senest i perioden fra 2012 til ansættel­sens ophør i 2014 været ansat som undervisningsassistenter.

Sa­gen angik i første række, om de fire undervisere havde ret til pensionsbidrag af den løn, som de modtog under den nævnte ansættelse som undervisningsassistenter, som følge af forskelsbehandling i forhold til sammenlignelige fastansatte. I anden række angik sa­gen, om de havde ret til godtgørelse for krænkelse af deres rettigheder efter deltidsloven eller lov om tidsbegrænset ansættelse.

Højeste­ret frifandt Roskilde Universitet for kravet om pension, idet Højesteret efter en samlet vurdering fandt, at den stilling, som de fire undervisere varetog i perioden 2012-2014, ikke er sammenlignelig med stillinger i stillingsstrukturen, som er faste stillinger med ret til pension.

Højesteret fandt derimod, at Roskilde Universitet havde overtrådt lov om tidsbegrænset ansættelse ved at have fornyet de fire underviseres tidsbegrænsede ansættelser ud over de tilladte to gange. Højesteret fandt, at hver af underviserne var berettiget til en godtgørelse på 75.000 kr., og forhøjede dermed væsentligt landsrettens godtgørelsesniveau på 25.000 kr. Højesteret har i begrundelsen lagt vægt på, at der har været tale om en række brud på lov om tidsbegrænset ansættelses § 5, stk. 2, at fornyelserne af de tidsbegrænsede ansættelsesforhold er sket i strid med forudsætningerne bag Finansministeriets cirkulære om stillingsstrukturen, og at Roskilde Universitet ved fornyelserne havde fået dækket sit løbende behov for undervisning og løsning af administrative opgaver uden at fastansætte underviserne, som har haft størstedelen af deres arbejdsliv på universitetet.

Akademikernes formand, Lars Qvistgaard, udtaler:

”Akademikerne er meget tilfreds med, at Højesteret på det punkt, som oprindelig udgjorde det væsentligste grundlag for beslutningen om at anke landsrettens dom, nemlig godtgørelsesniveauet og landsrettens begrundelse herfor, har fastlagt et fornuftigt godtgørelsesniveau. Akademikerne er samtidig tilfredse med begrundelsen herfor. Men det vil også være nødvendigt, at vi får drøftet konsekvenserne af dommen med Uddannelses- og Forskningsministeriet i forbindelse med kommende drøftelser om stillingsstrukturen på universiteterne”.