09 okt Hvordan udmøntes kandidatreformen bedst muligt?

Debatindlægget er bragt første gang i Altinget d. 5.10.2023

Af formand Lisbeth Lintz, Akademikerne

Det er ikke mit ærinde her at gå i rette med kandidatreformen. Nu er den her. Og den skal blive en succes. Det skylder vi de unge, der om ganske få år søger ind på en universitetsuddannelse i tillid til, at de får en kvalitetsuddannelse, bliver del af et sundt og inspirerende studiemiljø, og selvfølgelig, at uddannelsen er adgangsbillet til et godt arbejdsliv.

Allerede fra optaget på bacheloruddannelserne i 2025, skal de uddannelsessøgende forholde sig til nye korte kandidatuddannelser, et nyt kandidattillæg i forlængelse af den korte kandidatuddannelse, nye erhvervskandidatuddannelser på deltid på hhv. 75 ECTS og 120 ECTS, og nye kandidatuddannelser med virksomhedsforløb. Foruden de nuværende toårige kandidatuddannelser. Altså flere træer i skoven, som minister Christina Egelund poetisk udlagde det ved lanceringen af regeringens reformudspil tidligere i år.

Hvis jeg skal blive i ministerens billedsprog, bliver det en vigtig opgave for Kandidatudvalget at få skabt nogle tydelige veje så de unge ikke farer vild i skoven og at ingen veje ender blindt. Derfor er det afgørende, at Kandidatudvalgets arbejde munder ud i klare og gennemskuelige uddannelsesmodeller, hvor de uddannelsessøgende kan se, hvilken type kandidatuddannelse, der ligger i naturlig forlængelse af den bachelorgrad, de søger ind på.

Det må ikke blive sådan, at de bachelorstuderende skal konkurrere med hinanden om pladserne på kandidatuddannelserne. Et udskillelsesløb blandt bachelorstuderende vil uvægerligt skabe et usundt og konkurrencepræget studiemiljø med præstationspres og mistrivsel til følge. Derfor skal bachelorers retskrav på optag på den naturlige kandidatuddannelse bevares i sin nuværende form.

Regeringen og aftalepartierne har givet erhvervskandidaten en nøglerolle med et mål om, at optaget på erhvervskandidaten skal udgøre 20 pct. af det samlede kandidatoptag. Vel at mærke fra en optag i dag på 2 pct. af det samlede kandidatoptag.

Skal det lykkes, må vi tage ved lære af erfaringerne med den nuværende erhvervskandidatordning. Her peger pilen på såvel offentlige som private arbejdsgivere. For trods det, at der er formuleret en arbejdstidsnorm på 25 timer om ugen for erhvervskandidatstuderende, er virkeligheden, at mange arbejdsgivere forventer, at den studerende arbejder fuldtid. Den manglende forståelse for, at studierne ligeledes kræver en seriøs arbejdsindsats, betyder, at mange studerende føler sig fanget mellem modsatrettede krav fra studie og job med stress og mistrivsel til følge. Løsningen bliver for mange at opgive at gennemføre erhvervskandidaten, og det er ingen tjent med.

Hvis erhvervskandidaten skal være et attraktivt tilvalg, skal job og studie være ligeværdig. Det kræver, at arbejdsgiverne sørger for, at den studerende får tilstrækkelig med tid til at kunne gennemføre studiet og at jobindholdet er studierelevant.

Og selvfølgelig skal den studerende kunne færdiggøre sin uddannelse, hvis der ikke længere er et job. Uden en ordentlig løsning på den problemstilling, bliver det alt for risikabelt for de studerende at indlede sig på en erhvervskandidat.

Endelig vil jeg mene, at regeringen og aftalepartierne bag kandidatreformen, moralsk har forpligtet sig til at finde penge på de kommende finanslove til at få udbredt erhvervskandidatordningen. Vi har fra Akademikerne foreslået en matchordning, der skal udbrede erhvervskandidatordningen til det brede arbejdsmarked, dvs. de offentlige arbejdsgivere i kommunerne, regionerne og staten, såvel som til de store virksomheder i den private sektor, som ikke mindst de mange små og mellemstore virksomheder rundt om i landet.

Netop for at sikre en bred geografisk spredning af erhvervskandidatordningen, foreslår vi, at en matchordning får afsæt i de enkelte regioners styrkepositioner og erhvervsklynger og at ordningen etableres som et partnerskab mellem relevante aktører, herunder universiteter.

Den politiske ambition for optaget på erhvervskandidaten er enorm og lykkes ikke af sig selv. Det kræver en kulturændring ikke mindst blandt arbejdsgiverne i den offentlige og private sektor om at påtage sig et uddannelsesansvar. Det arbejde kan ikke komme hurtigt nok i gang.