26 sep Jobindsatsen spænder ben for væksten

JP/1/Finn R. Larsen, formand for Akademikerne/26.09.15 (21)

Dansk Arbejdsgiverforening ringer på baggrund af nye tal fra Danmarks Statistik med alarmklokkerne, fordi beskæftigelsesindsatsen ikke tackler virksomhedernes udfordringer med at finde relevante medarbejdere. Det er for ringe i en situation med udsigt til spirende flaskehalse på arbejdsmarkedet og en voksende mangel på arbejdskraft. Akademikerne er enig.

Det er uigennemtænkt, når vi poster milliarder af kroner i en beskæftigelsesindsats, som ikke kan løse udfordringerne på arbejdsmarkedet, skaffe kvalificerede medarbejdere til de mange ledige stillinger og hjælpe virksomhederne til at skabe vækst i Danmark.

En del af udfordringen ligger i, at mange virksomheder kun slår stillinger op i kort tid og inden for et begrænset lokalområde – eller hyrer via netværk. De åbne stillinger forbliver dermed usynlige for mange ledige landet over. Men realiteten er, at beskæftigelsesindsatsen lige nu er for silopræget til at løfte opgaven ansvarligt. Jobcentrenes ledighedsindsats begrænser sig i langt de fleste tilfælde til at finde ledige inden for egne kommunegrænser – eller hos naboen, hvis det går højt.

Helt galt er det, når vi hører, at erhvervslivet på Kalundborgegnen kæmper med at få besat 350 opslåede stillinger til akademikere, fordi kandidaterne mangler i lokalområdet.

Det er dejligt at høre, at de kommunale toppolitikere nu laver særaftaler, så de mange ledige nyuddannede fra universiteterne, der bor i København, kan komme i spil til de åbne stillinger. Der er behov for, at beskæftigelsesindsatsen bliver mere nationalt orienteret, så kvaliteten af hjælpen til virksomhederne ikke afhænger af den kommunale placering, som virksomheden har.

Det manglende tværkommunale samarbejde er ikke den eneste snubletråd for virksomhederne i beskæftigelsessystemet i dag. Vi oplever, at flere ubesatte specialiststillinger kunne besættes, hvis de højtuddannede ledige havde bedre adgang til opkvalificering – og ikke kun var begrænset til de tilbud, som deres bopælskommune køber ind. .eks. burde en ledig ingeniør på Fyn kunne tage relevante kurser på DTU i Lyngby, hvis personen dermed har udsigt til et konkret job i Kalundborg. Det er såre vanskeligt og vil desværre medføre flere forældede kompetencer og tabte uddannelsesinvesteringer – samt ikke mindst mindre vækst.

Problemet er, at reformen af beskæftigelsessystemet ikke fungerer for akademikere og andre specialister. Nu må vi få prioriteret ressourcerne, så indsatsen geares langt bedre til virksomhedernes behov. Det kræver, at vi får skabt bedre muligheder og incitamenter til at løse beskæftigelsesopgaven på tværs af kommunale og regionale grænser.