Jordemoderforeningen melder sig ind i Akademikerne

Endnu en faglig organisation skifter hovedorganisation i fagbevægelsen. Den nye indmeldelse er kommet i stand for at styrke medlemmernes interesser.

 

Akademikerne og Jordemødrene siger ja til hinanden. Optagelsen i Akademikerne er netop blevet godkendt på bestyrelsesniveau. Beslutningen betyder, at Jordemoderforeningen fra den 1. januar 2020 bliver en del af Akademikerne, der dermed vokser med endnu et nyt medlem, udover de to andre faglige organisationer, der det seneste år har meldt sig ind hovedorganisationen.

”Jeg er utroligt glad for, at Jordemoderforeningen bliver en del af det akademiske fællesskab, hvilket gør, at begge parter kan stå stærkere både politisk og ved forhandlinger på sundhedsområdet, hvor Akademikerne i forvejen har flere medlemsorganisationer. Udviklingen af en fortsat stærk sundhedssektor er en af Danmarks største udfordringer i de kommende år, og behovet for at kunne tale medlemmernes sag med en stærk stemme vil kun vokse”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

”Jordemoderforeningen har en naturlig plads i den akademiske fagbevægelse. Uddannelsen bliver i stigende grad akademisk, og jordemødres arbejdsmarked har over tid forandret sig mod en stadig stærkere specialisering. Det er en udvikling, der er til gavn for borgerne og bidrager til at fremme et endnu dygtigere Danmark for alle”, siger Lars Qvistgaard.

Akademikerne repræsenterer knap 400.000 privat og offentligt ansatte.