Klart flertal: Dårlig idé at spare SU’en

En dugfrisk meningsmåling foretaget af Danmarks Statistik på foranledning af Akademikerne viser, at SU-forringelser ikke finder genklang i den brede befolkning. Hele 79,5 pct. siger nej til at afskaffe SU på kandidatuddannelserne for i stedet at indføre lån til de studerende.

 

Erhvervsorganisationer og tænketanke har ellers med stor ihærdighed forsøgt at overbevise politikerne inde på Christiansborg og befolkningen ude i landet, om det fornuftige i at skære i SU’en. Konkret er forslaget, at de kandidatstuderende fremover ikke skal kunne få SU, men i stedet må optage lån, hvis de vil færdiggøre deres universitetsuddannelse.

”Akademikerne er glad for den klare tilkendegivelse fra den brede befolkning om, at politikerne skal holde fingrene væk fra SU’en. Alt peger på, at det er SU’en der sikrer, at vores uddannelsesinvesteringer bliver nyttiggjort i færdiguddannede kandidater. Jeg vil godt advare mod at tro, at vi i SU-debatten kan lære af Norge. Det norske studiestøttesystem baserer sig i høj grad på lån, hvilket rent faktisk har en negativ konsekvens. Ser man eksempelvis på gennemførelsesraterne for de norske lange videregående uddannelser, er den på bare 59 pct., mens den danske er gennemførelsesrate er på hele 81 pct.,” udtaler Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

Lars Qvistgaard siger: ”Forslag om at indføre lån i stedet for SU forklares som nødvendighedens politik. At riget fattes penge, og at de studerende derfor selv må betale, hvis de vil have hævet kvaliteten i deres uddannelser. Men forslaget er lagt mere vidtgående end som så. For en omlægning af SU til lån på kandidatuddannelserne, betyder et opgør med et af de bærende principper i vores velfærdssamfund, nemlig at alle uanset økonomisk formåen, skal kunne udnytte deres potentialer så langt motivation og evner rækker. Det er helt afgørende, hvis vi fortsat skal kunne realisere visionen om et videnssamfund,” siger Lars Qvistgaard.

Læs hele meningsmålingen