I slutningen af 2012 arbejdede der 410.000 på fuld tid i kommunerne. Heraf udgjorde akademikerne 22.000 årsværk – svarende til 5 %. I regionerne var de tilsvarende tal 117.000 fuldtidsansatte, heraf 22.000 højtuddannede – dvs. 18 % med lægegruppen som den langt største med knap 15.000 årsværk. Kommuner og regioner følger dermed en generel tendens i samfundet, hvor ansættelse af højtuddannet arbejdskraft er blevet mere og mere almindeligt i kraft af en ændret uddannelsessammensætning i befolkningen med flere akademikere de sidste år.

Udviklingen i medarbejderstaben er sket samtidig med, at kommuner og regioner har oplevet store omkostningsreduceringer i budgetterne. Mange steder har det ført til yderligere omstruktureringer i forvaltningerne og i de lokale enheder oven på den sammenlægningsproces, som blev gennemført med kommunalreformen fra 2007. Det har samtidig betydet nye arbejdsopgaver og krav til lokale og regionale myndigheder. På den baggrund vidner den aktuelle udvikling om, at forandringerne i det kommunale og regionale landskab er blevet fulgt af et øget behov for en professionalisering af både administrationen og driften. En afgørende forudsætning for effektiviteten af denne indsats er, at den ikke har ført til en øget opbygning af bureaukrati i opgaveløsningen.

Faktum er, at mulighederne for udvikling af kvalitet i den offentlige sektor er under pres i disse år. I den offentlige sektor hænger kvalitet og mulighederne for en effektiv drift nøje sammen. En forudsætning herfor er bl.a. ordentlige udfoldelsesmuligheder for ledelsen og medarbejderne og et højt fagligt kompetenceniveau.

Derfor er det vigtigt, at en debat om en effektiv indretning af den offentlige sektor ikke bliver reduceret til et spørgsmål om “varme og kolde hænder”. Det er udtryk for en forældet tankegang at tale om varm produktion og kold administration i moderne videntunge organisationer. De krav, der i dag stilles til arbejdsopgaver og organisationer, kræver et konstant udviklingsarbejde, der bedst sker i et samarbejde med specialister/eksperter med uddannelse i fx processtyring, økonomistyring, ledelse og kommunikation.

Ansættelsen af flere højtuddannede handler langt fra kun om at få politiske beslutninger beskrevet på papir. På samme måde foregår frontlinjemedarbejdernes arbejdsopgaver ikke kun i direkte kontakt med borgerne. Løsningen af stadig mere komplekse velfærdsopgaver forudsætter, at der udføres opgaver tæt på borgeren, men også bedre og mere sammenhængende brugerforløb, bedre budgetplanlægning, mere effektive og brugervenlige IT-systemer etc. Sidstnævnte er elementer som højtuddannede har kernekompetencer inden for. Det er så en ledelses- og styringsopgave at sørge for muligheden for, at arbejdet ikke kommer til at foregå i administrative eller faglige siloer, så de “kolde og varme hænder” i et samarbejde kan levere de løsninger, der er brug for i en moderne offentlig sektor.