Konfliktvarsel sendt for 6000 statsansatte

Akademikerne har i dag sendt konfliktvarsel for ca. 6000 statsansatte.

En storkonflikt lurer i horisonten. De akademiske organisationer har netop besluttet at varsle konflikt for ca. 12 pct. af de statsansatte ovenpå sammenbruddet ved forhandlingsbordet i OK18. Dermed står Akademikerne sammen med hele fagbevægelsen i det offentlige om at sende et klart signal til arbejdsgiverne om, at nok er nok.

”Vi ønsker at samarbejde. Men vi har gennem et langt forhandlingsforløb måttet konstatere, at det ikke har været modpartens dagsorden at finde fælles løsninger. Derfor er vi nødt til at tage konfliktværktøjet i brug for hurtigst muligt at kunne få arbejdsgiver til at ændre holdning. Vores mål er en aftale”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

Hvis ikke der findes en løsning gennem forhandlinger i Forligsinstitutionen, vil offentlige arbejdspladser over hele landet blive ramt af konflikt. En samlet fagbevægelse er enige om, at en konflikt er nødvendig og skal kunne mærkes.

”Vores krav om at sikre reallønnen, den betalte spisepause og en arbejdstidsaftale for lærerne er så vigtige og principielle, at vi er villige til konflikt. En konflikt kommer til at gøre ondt, men vi vil ikke acceptere et kriseforlig i opgangstider. Vi går ikke i konflikt for at genere danskerne – vi gør det, fordi det er nødvendigt”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

Bliver konflikten en realitet træder den i kraft onsdag den 4. april 2018.

Se hvilke arbejdspladser der er omfattede af akademikerorganisationernes konfliktvarsel