Lettere adgang til kapital for iværksættere

Det har længe været kendt, at der er mangel på risikovillig kapital til opstartsvirksomheder i Danmark. Regeringens Iværksætterpanel rammer rigtig med flere forslag i deres anbefalinger til, hvad der skal gøres for at få et stærkere iværksættermiljø.

 

I Danmark har det i mange år været kutymen, at det offentlige har set det som en privat opgave at investere i virksomheders tidlige opstartsfase. Det har ikke altid været godt for iværksættermiljøet.

Akademikerne mener, at det er en god idé, når Iværksætterpanelet foreslår, at Vækstfonden får flere midler til at sikre investeringer i perspektivrige iværksætterprojekter, hvor markedet ikke er i stand til at levere den fornødne kapital. Men flere midler til Vækstfonden bør samtidig ledsages af krav om, at den årlige tabsramme på finansloven, og andel af midlerne til iværksættere, øges

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, bakker op om, at Vækstfonden bør spille en mere offensiv rolle i at skabe et mere næringsrigt miljø for danske opstartsvirksomheder.

”Vi har længe efterlyst, at Vækstfonden går ind og styrker indsatsen med at åbne for risikovillig kapital til opstartsvirksomheder med et stort forretningspotentiale. Der er desværre alt for mange eksempler på, at selv gode virksomhedsprojekter ikke kan opnå den tilstrækkelige finansiering på markedet. Banker yder kun lån til projekter, hvor virksomhedsejere kan levere en tilstrækkelig sikkerhed. Vækstfonden bør være garant for at langt flere gode virksomhedsprojekter i Danmark får en chance”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademierne.

Akademikerne bakker samtidig op om, at erfarne iværksættere og ”business angels” inddrages i Vækstfondens arbejde med at investere i iværksættere. En mere risikovillig profil i offentlige investeringer kræver nemlig, at der også bliver tilført klog kapital til de nye virksomheder. Penge alene sikrer ikke en virksomhed succes.

Der er mange positive forslag blandt Iværksætterpanelets anbefalinger. Det er godt, at der lægges op til, at sige et endeligt farvel til iværksætterskatten. Regeringen bør tage fat på at afskaffe denne med det samme.

Der er også swung i anbefalingen om fradrag for investeringer i forskning og viden. En række videniværksættere har relativt store omkostninger til forskning og udvikling. Det vil være en stor hjælp for disse virksomheder, hvis det bliver muligt at fremføre deres underskud og modregne det i år med overskud. Derfor ser Akademikerne med stor tilfredshed, at Iværksætterpanelet anbefaler at give fuldt fradrag for fremførte underskud.

Til gengæld skal tommelfingeren vendes nedad til anbefalingen om at anvende ATP-midler som iværksætterkapital. Lars Qvistgaard mener, at Iværksætterpanelets forslag spiller hasard med den enorme succes, ATP-ordningen er for alle danskere i dag.

”Når det kommer til den obligatoriske ATP-ordning, mener jeg, at vi skal være varsomme med at give pensionsordningen et andet formål end det, der er tiltænkt. ATP skal sikre en pension til alle borgere i dette land, og midlerne bør derfor investeres på en sådan måde, at de skaber høje og stabile afkast – og det hensyn kan og skal ikke tilsidesættes”, siger Lars Qvistgaard.