LO og Akademikerne: Udnyt potentialet

Debatindlæg af Ejner K. Holst, LO-sekretær og Finn R. Larsen, formand for Akademikerne. Bragt i Børsen 26. juni 2014.

 

Regeringen ønsker, at de aktuelle store investeringer i viden og uddannelse i fremtiden i endnu højere grad omsættes til vækst og jobskabelse i virksomhederne. Derfor anbefaler vi, at regeringen sikrer flere initiativer, som kan nedbryde barriererne for mere uddannet arbejdskraft og sikrer en større tilførsel af viden til den private sektor.

Der bliver behov for flere faglærte, og de faglige uddannelser må gøres mere attraktive – og ikke mindst må der sikres praktikpladser til unge med ambitioner for praktiske fag. Tilsvarende skal mange flere af de nyuddannede fra de videregående uddannelser have mulighed for at anvende deres kompetencer i virksomhederne.

Innovation sker ofte i et tværfagligt samarbejde mellem forskellige typer af medarbejdere, og værdien af et konkret produkt eller en service øges typisk, når den skabes i et samspil mellem medarbejdere beskæftiget med udvikling, produktion og marketing mv. Der er således god grund til at øge uddannelses- og kompetenceniveauet blandt alle medarbejdergrupper i de private virksomheder.

I forhold til at få flere videreuddannede ud i de private virksomheder er to indsatser centrale: Flere universitetsuddannede skal finde beskæftigelse i særligt små og mellemstore virksomheder. Og flere unge skal videreuddanne sig på erhvervsakademierne, der jo netop er målrettet den private sektor. Hvis flere univeitetsuddannede skal finde vej til de private virksomheder, kræver det dels, at kandidatuddannelserne i endnu højere grad er anvendelsesorienteret mod den private sektor.

Men derudover er der også brug for, at virksomhedernes økonomiske incitamenter øges ved at skabe gode støtteordninger i stil med voksenlærlingeordningen og fagpilotordningen. Regeringen bør udvide videnpilotordningen til en vækstpilot, der kan sikre, at de højtuddannede kommer ud i virksomhederne og bidrager til at realisere virksomhedernes vækst- og udviklingspotentiale.

Positiv udvikling

Når en virksomhed er inde i en positiv udvikling, så fremmer ansættelsen af højtuddannede også ansættelsen af faglærte og ufaglærte, og tilsvarende giver en øget produktion med ansættelse af flere kortuddannede også flere jobåbninger for højtuddannede.

Regeringens egne tal viser, at knap 60 pct. af den ungdomsårgang, der sidste år afsluttede niende klasse, med den nuværende udvikling vil gennemføre enten en videregående uddannelse fra universitetet eller professionshøjskolerne.

Men kun 5 pct. af samme ungdomsårgang vil gennemføre en uddannelse fra et erhvervsakademi. Det er et problem, når vi ved, at mange flere nyuddannede i fremtiden skal ansættes i den private sektor, og det bør i den grad give anledning til at se på de unges søgemønster og sikre en mere balanceret opfyldelse af 60 pct.-målsætningen.