Ministerium beskyldes for at fordreje tal om SU

Information 23.1.2013

Uddannelsesministeriet spandt en god historie om, at højtuddannedes børn er de langsomste studerende, selvom børn af ufaglærte bruger længst tid. Faglige organisationer og eksperter ser historien som spin og talmanipulation. Erik Jylling, formand for Akademikernes Centralorganisation, er godt træt af, at regeringen har ladet SU-debatten komme så langt ud. “SU-debatten er efterhånden omgærdet af så meget konstruktion af virkeligheden og folk, der lemper halve sandheder ud i medierne; derfor er det på tide, at regeringen melder klart ud, hvad den vil,” siger Erik Jylling. Han og De Studerendes Fællesråd er enige om, at  SU-nedskæringer vil få betydning for, hvor mange og hvem der gennemfører studiet,  og hvor lang tid de er om det. Uddannelsesministeriet oplyser, at talmaterialet  også viste, at de ufaglærtes børn brugte mest tid. Når historien alligevel  kommer til at handle om akademikerbørn, så skyldes det journalisternes  vinkling. De Radikales uddannelsesordfører Sophie Carsten Nielsen mener heller ikke, at det er forkert, at ministeriet går ud med historien om at  SU-besparelser vil berører relativt flere akademikerbørn. Hun synes det er  interessant viden, at det ikke er det afgørende hvad de studerende baggrund er,  når det kommer til studietid.