De årlige nedskæringer på uddannelserne bliver kaldt et generationstyveri, men ligner mere og mere et røveri ved højlys dag. Røveriet har gentaget sig hvert år siden 2015 og efterhånden står konsekvenserne klart for enhver. Nedskæringerne rammer kvaliteten af uddannelserne og de studerendes trivsel og læring. Debatindlægget har været bragt i Politiken, den 9. april 2019.

Af Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne og Johan Hedegaard Jørgensen, formand for DSF

Siden 2016 har det såkaldte omprioriteringsbidrag betydet, at alle uddannelsesinstitutioner, både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, har skullet spare 2 pct. om året. Finansloven 2018 lægger op til, at nedskæringerne fortsætter frem til 2022. Ifølge tal fra AE løber det sammenlagt op i svimlende 20 milliarder kroner, og det giver sig selv, at man ikke kan fjerne 20 milliarder uden, at det har mærkbare konsekvenser for uddannelserne.

Konkret betyder sparekravene, at uddannelser lukker og fag lægges sammen eller helt nedlægges. Forskere og undervisere bliver afskediget og dem der bliver tilbage, skal løbe endnu hurtigere. Der gives mindre feedback, mindre undervisning og mindre vejledning. Nogle steder opfylder man timetalsmålsætninger ved at regne frivillige arrangementer med i timetallet, andre steder reducerer man varigheden af lektionerne. Gruppeeksamener gøres obligatoriske og eksterne undervisere uden tilknytning til de faglige miljøer hentes ind til at varetage den undervisning, der egentlig skulle være forskningsbaseret.

På universiteterne mistrives studerende i stigende grad. En undersøgelse fra Dansk Magisterforening viser, at 9 ud af 10 studerende har oplever studiestress det seneste semester. Vi ved, at eksamensstress, angst og depressioner bliver stadig mere udbredt blandt studerende. Årsagerne er selvfølgelig komplekse, men der er ingen tvivl om, at de studerende presses fra to fronter; stigende forventninger og mere styring samtidig med at rammerne for at lære forringes år for år.

Vi har som samfund hidtil brystet os af, at næste generation er bedre uddannet end den foregående. En uddannelsesopdrift som har gjort os til et af verdens mest velstående lande. Men den samfundskontrakt mellem generationerne er vi ved at sætte over styr. For nedskæringerne betyder reelt, at den kommende generation bliver ringere uddannet end den foregående generation.

Men hvem er det egentligt det går ud over? Svaret er os alle sammen, dig og mig – og fremtidens Danmark. Danmark bliver et mindre dygtigt land. Vi taber kvalitet og kapacitet i forskning og i uddannelserne. Vi får studerende, der har fået mindre med- og modspil igennem deres uddannelse. På sigt vil konsekvensen være en ringere uddannet befolkning, der ikke er i stand til at stille de kritiske spørgsmål, der skal til for at løse fremtidens udfordringer på fx klimaområdet, sundhedsområdet, erhvervslivet og uddannelses- og forskningssektoren.

Befolkningen har gennemskuet det åbenlyse; at ”omprioritering” er spin og at udhulingen af samfundets uddannelser er farligt. En rundspørge fra Kantar Gallup for Dansk Magisterforening, viser, at 76 pct. af vælgerne er imod regeringens sparepolitik på uddannelse. Politik handler om prioriteringer. Det forstår vi godt. Men præcis derfor er det svært at forstå, at regeringen vælger at nedprioritere vores fælles fremtid for kortsigtet gevinst. Vores budskab er enkelt: Stop generationsrøveriet så vores unge igen kan få adgang til gode uddannelser.